SøndagsCyklist

Det er søndag, og det er en god en af slagsen. Sofus hoster så man er bange for han skal knække midt over, andre snøfter, men ellers har vi (7-9-13) hverken feber eller andre godter indenfor vesten. Vi har brugt store dele af dagen på legepladser, og en af dem var Trafiklegepladsen i Fælledparken. Her øvede Sofus sig på løbehjul, Elias cyklede rundt mens Johan var skiftevis politi og røvere. Jeg øvede mig i endeligt at mestre den ladcykel vi fik for otte år siden, og som jeg ikke har turdet køre på siden jeg næsten kørte en ny Elias og en ikke helt ny Johan ud over en skrænt. Det gik så godt at jeg var ved at bede Johan filme mig, og det var kun manglende overblik der gjorde at det ikke skete. Men jeg kørte storskydende rundt på monsteret og pralede af hvor god jeg var. Jeg nåede at give alle medlemmer af familien en tur, inden vi skulle hjem. Her tænkte jeg at jeg ville køre Sofus hjem i ladet. Det gjorde jeg så og det gik så fint. Indtil…. Altså indtil jeg uden at kunne forklare hvordan, kørte ned af cykelstien, glemte hvordan man bremser, og endte foran en bus. En rigtig bus. Med Sofus i ladet. Der skete ikke andet end at jeg skreg, bussen bremsede, ingen skældte ud, og Sofus insisterede på aldrig at køre med mig mere. Nu tænker jeg mest på kaffe, vin og chokolade – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

 

10 Comments
Previous Post
Next Post