Om Tilgivelse: ”Nag er som at drikke gift og håbe, de andre dør af det”

For en måneds tid siden kom Ulla Hinges bog Tilgiv ud. Ud over at være en afdækning af begrebet, handler den også om hvorfor vi har brug for, som mennesker, at kunne give slip på nag. Ud over hendes egne tanker om emnet har en lang række kloge mennesker delt ud af deres viden, erfaringer og metoder i arbejdet med at tilgive, ikke blot sig selv, men også andre. Jeg har bedt Ulla fortælle os lidt om tilgivelse og om sin fine, kloge bog.

Du kan læse mere om bogen her. 

ROS_PrettyInk_TILGIV 29marts.indd

 

Din bog hedder Tilgiv. Hvorfor har vi brug for at genoplive det begreb?

Jeg tror, det har været i live hele tiden. Vi er jo fejlbarlige som mennesker og kommer indimellem til at gøre hinanden ondt. Nogle gange med vilje, andre gange ‘blot’ fordi vi er tankeløse eller uvidende om, hvad der virkelig sårer andre. Og atter andre gange, fordi vi selv er i underskud. Derfor har vi brug for tilgivelsen for at kunne komme videre fra konflikter og misforståelser på en god måde. Enten for at leve videre sammen i en relation – blive forsonet – eller for at få fred i vores eget sind og frie til at bruge energien på noget andet end at bære nag. Men måske har tilgivelse tidligere haft en lidt ophøjet status, og mange har nok også forbundet det med noget religiøst. Sådan er det ikke nødvendigvis, og det tror jeg, mange kan få noget ud af at erkende. Mit budskab er, at tilgivelse både kan handle om de meget store svigt og deraf følgende store følelser og den helt almindelig hverdagstilgivelse, hvor vi lærer at lade små irritationer og uretfærdigheder fare ved at bruge redskaberne fra den ’store’ tilgivelse. Til glæde for både andre og os selv.

hinge-thomsen-ulla1_foto-sine-nielsen

Du har interviewet en masse vidende mennesker om tilgivelse – hvad er det vigtigste, du har lært af dem?

Ja, det var en fest at tale med dem! At få lov at tale eksistens med nogen, der går rundt og tænker på det hele tiden er et stort privelegium. Jeg interviewede en præst, en buddhistisk nonne, en hjerneforsker, en konfliktmægler og en psykolog. Foruden fire seje mennesker, der har tilgivet noget stort. Jeg startede med selv at være lidt skeptisk: Kan det virkelig være en beslutning at tilgive? Og er det så godt, som nogen siger? Den vigtigste lære, jeg fik med af mine kloge hoveder og modige cases, er to rungende ja’er på de spørgsmål. Mine eksperter mente alle, at tilgivelse kræver en form for beslutning. Hjerneforskeren mente dog, at tilgivelsen først og fremmest er en følelse, men at vi kan give den gode vilkår blandt andet gennem terapi, og den tanke kan jeg godt lide. Han lærte mig også om vigtigheden af at blive vred først, og den pointe kunne bogen ikke have undværet. Samtlige medvirkende overbeviste mig om, at der er noget bedre på den anden side af den vanskelige tilgivelse – fra hende, der blev forladt af sin kæreste, da hun var gravid i ottende måned og i dag er bedste venner med sin eksmand, til hospicepræsten, der ser mennesker dø mere eller mindre fredeligt alt efter, hvem og hvad de forsoner sig med til allersidst

Hvad er det sværeste at tilgive – og hvorfor?

Jeg cykler indimellem forbi en ejendomsmægler, hvor der står, at det sværeste ved at sælge sin bolig er at tage beslutningen. Jeg ved ikke, om det er sandt med boliger, men der er noget om det med tilgivelse. For så længe vi holder fast i vreden og naget, er vi på sikker grund. Vi har orden i vores verdensbillede: Den, der gør andre ondt, skal straffes, og den, der bliver krænket, har ret til at være vrede. Vi føler os stærke og don’t mess with me-agtige. Hvis vi derimod vælger tilgivelsen – eller forsøget på den – er vi ofte bange og usikre: Betyder det så, at vi har accepteret, at man må trampe på os, være os utro, svigte eller snyde os? Bliver vi ‘små’ og svage i andres øjne? Vil vi blive udsat for det samme igen? Nogle kan også have svært ved at tilgive, fordi de ikke har tilladt sig selv at være vrede over det skete. De bliver fanget i et ingenmandsland, hvor de hverken er vrede eller frie. Og så kan det at være vred blive en hel identitet, som kan være svær at give slip på: Hvem er jeg egentlig, hvis jeg ikke er den oversete søster/den svigtede kone/den forbigåede medarbejder? Paradoksalt nok kan det afholde nogen fra at tage den første, svære beslutning.

Vi taler meget om mindfullness og balance i disse år – tilgivelse virker tungt og arbejdskrævende. Er det det? 

Ja. Det ville være helt forkert at antyde, at tilgivelse er let. Ingen quick fix i det, desværre. Men det er arbejdet værd, for letheden kommer bagefter, når du ikke længere har bundet din energi op på vrede og gjort dit velbefindende afhængig af andre menneskers tidligere handlinger. Og så kan du som sagt bruge redskaberne i hverdagen, hvor det ikke behøver være det store batteri, du ruller ud – jeg har syv faser i tilgivelsen med i bogen, det er jo en del! – men bare lige husker nogle få principper, når nogen vrisser eller er åndssvage: Lad det fare. Det handler ikke om mig. Jeg vil ikke have min dag ødelagt. Pyt.

Du har nogle interessante betragtninger om hvad tilgivelse gør ved vore kroppe – vil du dele lidt af det her?

Absolut. En case præsenterede mig for det synspunkt, at ”nag er som at drikke gift og håbe, de andre dør af det”, og min psykolog i bogen siger, at negative tanker skaber kemiske giftbobler, mens min hjerneforsker taler om sammenhængen mellem stress og fysiske sygdomme. Tanken er, at vrede og stress udløser stoffer i vores krop, som over længere tid er skadelige for vores helbred. På kort sigt er de vigtige, for de gør os kampklare i pressede situationer, men det er ikke sundt at være vred hele tiden i meget lang tid – det stresser systemet. I min research stødte jeg på ret vilde synspunkter omkring dette – især nogle forskere i USA mener, at tilgivelse kan helbrede selv meget alvorlige sygdomme. Så langt havde jeg ikke lyst til at gå i min bog, blandt andet fordi det kan få en klang af, at mennesker selv har ansvar for alvorlig sygdom. For mig handler det allermest om, at vi – hvis vi kan – skal frigøre energi og overskud til at leve det liv, der er så dyrebart. Den energi har vi ikke, hvis vi bruger vores kræfter på at være vrede. Måske har ham den utro idiot ødelagt 10 år af dit liv. Men skal han også ødelægge de næste 10 ved konstant at være til stede i tankerne?

Find Tilgiv her. 

2 Comments
Previous Post
Next Post