“Meningen med livet er livet”: Gravidyogabogen: Interview: Karen Pallisgaard om kvindekroppen & yogaen.

Karen Pallisgaard er det tætteste jeg kommer på en yogaguru. Hun kan ikke bare forklare og beskrive yogaens fordele, men også tage højde for at mennesker er grundlæggende forskellige. Og så er hun sjov, rock n’ roll og aldrig bange for at give af sig selv. Det er smukke og fine forudsætninger for at levere et brag af en yogabog, og det har Karen netop gjort. Som jeg ser det, er den allerede den fødte klassiker, og dertil kommer at det er en af de pæneste bøger, jeg har set længe. Jeg har skrevet forordet til den, og da jeg læste det, tænkte jeg igen på dengang Karen og jeg drak espressoer sammen i sommersolen på Christianshavn inden vi gik til hot yoga. Jeg døde næsten i koffeinrusen kombineret med tropisk varme, men Karen gav den gas. Hun er med andre ord ikke bygget af lige dele klid og urtethe, men af livsgnist, fortælleglæde og varme. Læs interviewet her, og tjek hendes bog ud her.

unnamed-2

Hvorfor skal man bruge energi på at lære yoga, når man er gravid?

Der er en masse påviste positive effekter ved gravidyoga: Yogaens fysiske øvelser kan hjælpe kvinden med at få en energisk, sundere, stærkere, mere smidig og selvsikker krop og en bedre fødsel. Man kan endvidere håndtere graviditetsskavanker såsom  momsomnia, rygsmerter, iskiasproblemer, karpaltunnelsyndrom, hofteproblemer, kvalme og ødemer bedre.  Yoga kan gøre kvinden gode venner med åndedrættet, som er den bedste hjælper i graviditeten og under fødslen. Derudover er der yogaens mentale effekter, hvor man træner sin fokusevne, samtidig med at vejrtrækningsøvelser, øget kropsbevidsthed og meditationstræning kan gøre dit sind roligt og fokuseret.  Det er en fed ting, når fødslen først tordner løs.

Noget af det, der optager mig er prænatal psykologi, altså barnets trivsel og liv i maven, som der bliver forsket en del i disse år. Gennem yoga, åndedrætstræning, meditation og visualisering kan den gravide få en dybere kontakt med babyen og opbygge et tæt forhold, allerede inden din lille bliver født.

Når alt det så er sagt, så er det vigtigt for mig, at understrege, at yoga ikke tilbyder nogen garantier. Det gør dig ikke til et bedre menneske, men kan hjælpe dig til bedre at være et menneske, eller i dette tilfælde gravid. Og den pointe er sindssyg vigtig. For vi lever i et præstationssamfund, hvor graviditet for mange kvinder bliver endnu et perfektionistisk projekt,  hvor vi skal præstere flot og  bestå til et 12-tal. Her kan yoga hurtigt blive en af de “rigtige ting at gøre”, som man kan uploade på Instagram og få likes for, hvor overskudsagtig gravid man er. Hvor yoga i virkeligheden – som jeg ser det –  tilbyder det modsatte; nemlig at frirum for kvinden, hvor hun kan slappe af, og lære at være med det, der er (også den vigtigste forudsætning for at kunne føde i øvrigt) – uanset om det er med hæmorider, tudeture, nyfunden dødsangst eller ondt i ryggen. Det hele er del af det at være gravid – og det er præcis sådan det skal være. Det er ok, at det gør ondt eller skaber frygt eller ekstase, eller hvad det end må være graviditeten fremkalder for den enkelte. Sådan er livet jo også. Lort og lagkage. De færreste kvinder har 9 måneder i paradis, og det er vigtigt at tale om. Det er i min motivation til at skrive Gravidyogabogen; at dele min erfaringer som (ofte ret talentløs) gravid, fordi jeg håber, at det kan inspirere andre til at slappe af og få ro på midt i den vilde, sårbare, stærke, smukke og skrøbelige tilstand en gravditet er. Yoga er en god hjælper til dette. Og i selskab med andre kvinder i samme situation, kan man opdage, hvor sindsygt meget støtte og glæde, der er at hente i søstersolidaritet.  Med os fra naturen har kvinder så meget medfødt kraft. Vores natur ved, at vi er designet til at bage, bære og sætte børn i verden. Alligevel kan vores moderne hjerner godt glemme det nogle gange og vildlede os ud i tvivl om, om vi egentlig er gode nok, sunde nok, fødeegnede nok og alt muligt andet nok. Det er vi!  Og det kan yoga minde os om!

Hvad oplever du er gravide kvinders største udfordringer, fysisk og psykisk?

 Der er alskens munterheder lige fra  ømme bryster, sjattisseri, søvnløshed, frygt, stress, frygt for stress, strækmærkemaver, dumme kærester, fremtidstanker, hævede ankler, store navler og brune brystvorter. Jeg kan ikke umiddelbart udpege den største udfordring, fordi det er så fuldkommen forskelligt fra kvinde til kvinde. En kvinde fortalte mig fx., at hun slet ikke havde fattet, at hun faktisk selv skulle føde, og først for sent opdagede, at ingen kunne gøre det for hende. Mange fortæller om frygten for at føde og for ikke at kunne være gode nok som mødre. En del føler sig fremmedgjorte over for deres krop, især når den pludselig forandrer sig radikalt og har en anden krop inden i sig. En skammer sig over udeblivende lyst til at amme sit barn. Mange har udfordringer med at håndtere stress. Nogle frygter ligefrem at kunne skade deres foster med negative tanker. Mange siger, at de stiller meget høje krav til dem selv og går rundt alene og føler, at de på forhånd fucker barnet op.

Ikke overraskende, vores kropskultur taget i betragtning, kan kvinder have svært ved at acceptere, at de skal tage på. En har sågar fortalt mig, at hun tog afførende midler for ikke at tage for meget på. . Er man allerede mor, kan man frygte, at man ikke kan elske sit andet barn lige så højt. Nogle har begrædt kejsersnit, og mange har fortalt mig hjerteskærende og forfærdelige fødselshistorier.

Men selv om vi og vores kroppe er helt unikke, så har vi også mange fællestræk og udfordringer – og hvis jeg skal partout skal sætte et ord på, så er det kontrol. Og nu kommer jeg til at generalisere helt vildt – bær over med mig. Fordi vi drøner rundt i en præstationsdrevet hverdag og er vant til at være good girls, der skal præstere, så er kontroltab ikke vores yndlingsting. Vi er vant til, at hvis man gør sig umage og laver en plan, så kan man styre det hele og sørge for, at tingene går, som man vil have dem til. Pludselig står man så der, gravid, og kan ikke styre det hele. Graviditet og i særdeleshed fødsel er ét stort kontroltab – både fysisk og følelsesmæssigt. Det er derfor, at jeg plæderer for, at vi slapper af og kommer tilbage til og i nærkontakt med vores kropslige natur. Det er den, der styrer showet – ikke hovedet.

Naturen er en klog gammel dame, og når man bliver gravid, sørger hun for, at man får en tungere energi og krop, så man automatisk bliver en smule mere grounded og rolig. Lyt til det. Dyrk det. Det er en meget legal grund til at hive lidt i bremsen. Når man er afslappet, kan man også bedre håndtere de ting i livet, der er hårde … skal vi sige en fødsel, for eksempel? Når man bliver overskyllet med de stresshormoner, som en fødsel sætter i gang, vil man have nemmere ved at forblive rolig, hvis dit system har lært at slappe af.

At kunne give slip er også en forudsætning for at kunne føde. Giv slip på kontrol og forventninger og stol på, at du er god nok til at være gravid og føde- Giv slip, accepter og vær med det, der er – også når det får dig til at kaste op. Det hele er en del af det at være gravid.
Hæ, det er så nemt at sige for mig nu, hvor jeg har det på afstand. Men som man kan læse i min bog, så var det noget af det sværeste for mig. Jeg var hende, der brød sammen hos jordemoderen, tog nogle heftige hedeture til hormonhelvedet, blev skidesur på min kæreste, tog +25 kilo på (man stopper ligesom med at veje sig på et tidspunkt deromkring), drak fløde, frådede kanelsnegle og troede jeg kunne visualisere mig til en perfekt skræddersyet fødsel. Men jeg havde fast yogapraksis, og jeg tør ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde haft den som et anker undervejs.

Hvorfor tror du yoga er blevet noget der ligner en folkesport de sidste fem-syv år?

Fordi livet går hurtigere og hurtigere, og verden har acceleret voldsomt de senere år.

Vi går hurtigt. Taler hurtigt. Spiser hurtigt. Knalder hurtigt. Tager kurser i at læse hurtigt. Løber hurtigt. Arbejder hurtigt. Kommunikerer hurtigt. Vi trækker vejret hurtigt. Vi bombarderer vores sanser. Vi er bange for at gå glip af. Er online konstant. Vi navigerer efter kollektive eller egne facitlister, der dikterer, at vi skal præstere, opnå, omstille og udvikle os. Vi jonglerer søvnløshed med deadlines, møder, madpakker, motion, forældremøder, ferieplanlægning, frisørtid og onsdagssex, inden vi stakåndet kollapser på sofaen om aftenen og krøller os symbiotisk sammen med vores  iPhone, så vi kan uploade endnu et foto på Instagram af #detperfekteliv, inden vi igen går søvnløse i seng.

Det er udholdbart for vores system.  Og jeg oplever desværre, at rigtig mange mennesker har ondt på den ene eller den anden måde. Det kan være fysisk, dårlig ryg eller stive stænger, det kan være mentalt med stress eller eksistentielt.

For mange forudsætter det at begynde til yoga ofte en form for smerte og et stort behov for at få ro på. En af yogaens formål i følge yogafilosfien er at stilne sindets bevægelser.  Derudover har maneg moderne mennesker glemt at trække vejret ordentligt. Vi trænger simpelthen til at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Her er ro og øget følelse af nærvær nogle af de eftertragtede effekter, man kan hente i yoga. Deraf udspringer yogaens popularitet, tror jeg. Yoga tilbyder et frirum, hvor vi kan slukke telefonen, genoplade os selv og trække vejret dybt. Derudover er der alverdens positive effekter  fysisk som følelsesmæssigt ved at dyrke yoga, som naturligvis giver påvirker resten af ens liv.  De handler ikke om yoga-butt og flad mave – så kan man ligeså godt blive cross-fit-kriger, hvis det er det bagvedliggende motiv. Men når man dyrker  yoga er det ikke kun den stund, man er i gang på sin yogamåttte. Den er blot et lille laboratorium. De mønstre, du har i resten af dit liv, vil vise sig på måtten. Er du for eksempel utålmodig og stresset, vil det også vise sig i din tilgang til øvelserne. Omvendt vil den styrke, ro, tålmodighed og evne til nærvær, du opdyrker gennem din yogapraksis, også være noget, du kan tage med dig ud i virkeligheden. Og det er jo der, vi har brug for yogaen. Yoga er for alle, men det er ikke noget quick-fix.

Hvad er det vigtigste du har lært om dig selv at blive mor

Jeg har fået fingeren tilpas meget ud af min egne navle og hovedet så meget ud af min (efterhånden slappe røv), at jeg faktisk ikke har reflekteret så meget over, hvad jeg har lært om mig selv af at blive mor. Jeg er blevet mor. Og jeg er god til det, de fleste dage, og mindre god de andre dage. Jeg er befriet ved opdagelsen, af at der findes noget større end mig selv i univserset (ja, lidt megalomanisk var jeg sikkert før). Så hvis jeg skal svare lidt umiddelbart, så kan jeg se, at der er sket et radikalt skift i mine prioriteter og min måde at opfatte tid på. At nå så meget som muligt er ikke længere det vigtigste for mig. Havde jeg set mit liv nu for bare et år par siden, havde jeg dømt det til at være verdens mest kedelige liv. Jeg er meget hjemme, jeg kører de samme rutiner dag ud og dag ind, jeg arbejder mindre, tjener mindre, jeg ser færre mennesker, jeg har flere pligter, jeg kan ikke gøre, som det passer mig konstant, jeg oplever – kvantitativt – meget mindre. Min tid handler nu om kvalitet frem for kvantitet.

Jeg bekymrer mig ikke længere så meget om, hvad andre måske og måske ikke synes om mig. Jeg har lært, at jeg ikke er god til søvnmangel, og at kaffe er en af mine bedste venner. Jeg har været i kontakt med stærke følelser som angst og dystopiske tanker.  Jeg er mere sårbar end jeg troede, og samtidig har jeg flere kræfter end jeg troede muligt. Jeg har lært, at man kan hvad man skal. Jeg er sgu blevet voksen, tror jeg.

Jeg har virkelig opdaget, hvor fantastisk min krop er. Tænk at kunne bage og føde et rigtigt menneske – jeg er så stolt af den og kan sgu ret godt lide den med blød mave, hullede lår og bryster, der hænger lidt med næbet efter at have ammet meget længe (hvis nogen har tip til en BH med kraneffekt, hører jeg gerne fra dem).  Min kæreste og jeg har opdaget, at det er en god ting at lave den der berømte aftale om ikke at gå fra hinanden, inden for barnet første to leveår – i hvert fald hvis man har til hensigt at forblive sammen.  Og når alt det så er sagt, så er det vigtigste, jeg har indset, at kærligheden er det største. Jeg tror på, at meningen med livet er livet.

Læs mere her.

unnamed-3

0 Comments
Previous Post
Next Post