Om at blæse, have mel i munden og være ligbleg samtidig

Dette er ikke et indlæg om dårlig samvittighed, for jeg har besluttet mig for at jeg skal begrave den inden jeg bliver fyrre. Og det er der lige præcis seks måneder til, så jeg har faktisk rimeligt travlt. Det er noget af et hul der skal graves, og jeg skal være sikker på at den mindst produktive og godgørende af alle følelser bliver pakket så langt væk at det er slut med at stikke sit grimme hoved op, når man har allermest travlt. Dette er et indlæg om at savne. Og det er faktisk noget helt andet. De sidste 10 dage har nemlig ikke været helt sådan som jeg synes de skal være. Jeg har ikke haft to døgn i træk hjemme med ungerne, på den måde, hvor hverdagen føles som hverdag, og hvor rutinerne lykkes uden at jeg skal pakke en kuffert samtidig med at jeg bør være på vej et andet sted hen. Jeg har lavet TV, jeg har været i Jylland og jeg har haft ting jeg skulle om aftenen. Og jeg synes faktisk ikke helt det har spillet. Arbejdet har. Men jeg har savnet, så jeg havde en klump i halsen. Der er noget med tempoet; der hvor tempoet tager røven på en, og man hvirvles ind i noget der er super-super-superfedt, men som bare ligger ret tæt på noget andet som også er super-super-super-superfedt. Og så savner jeg. Ungerne. Og Johan. Og det er mit helt eget ansvar, at jeg har det sådan. Ingen andres. Og mit arbejde er ikke dumt, og alle er søde, og jeg elsker seriøst at gå på arbejde, og nogle gange ville jeg bare ønske at døgnet havde 10 timer mere og at ugen var to dage længere. Så dette indlæg er faktisk blot et udtryk ønske om at blæse og have mel i munden, og en erkendelse af at det kan man godt, men der er risiko for at man er rimelig bleg mens man gør det.

5 Comments
Previous Post
Next Post