ManiFest – Et uddrag af min bog

Det er søndag og måske leger dine unger. Måske har du givet dem din ipad og lov til at bruge den,  og måske er der kaffe på kanden. Jeg tænkte at jeg i den anledning ville dele et af de indledende afsnit fra ManiFest med dig. Bogen begynder med tre indledninger (fordi jeg ikke kan fatte mig i korthed og virkeligt godt kan lide forretter…), og derefter fortsætter den med ti ting jeg har lært i trediverne. Her er den første (og fodnoterne er placeret nederst i indlægget):

 

Ting Nummer 1

Jeg har lært, hvordan man får børn.

 

Et af de øverste punkter på listen over, hvad vi skal nå, inden vi fylder 40, står og blinker stort og tydeligt, bøjet i rød neon: ”BØRN”. Vi er mange, der får børn, og det gør vi, når vi er 30,9 år[1].

Uanset om du ønsker dig dem eller ej, uanset om din fertilitet står og dirrer og er klar til at gøre dig til mor til et fodboldhold, eller om du hver eneste dag prøver at regne ud, hvornår din ægløsning er, for at undgå at få nogen[2]. Og hvis man får sine tvillinger, når man er 42, er det ikke bare nærmest for sent, men også – ifølge den offentlige mening – decideret synd for ungerne med de oldsager af nogle gamle forældre.

 

Børn skaber kvindelivet, og her findes en del af nøglen til, hvordan vi ser hinanden. Jeg tror ikke, alle skal have børn – jeg tror også nogle gange, at der er børn, der ikke skal have de forældre, de får, men faktum er, at vi får børn gennem kamp og gennem knald. Nogle gange falder de to ting sammen, men vi er nødt til at lære, hvordan vi får de børn, vi ønsker os.

Jeg har været heldig og fertil nok til at have fået to. Begge i mine tredivere.

 

I trediverne har jeg lært, hvordan man får børn. Og hold kæft, hvor har jeg lært det. Jeg har lært det igen og igen. Og igen. Om natten, om dagen, ved puslebordet, i sofaen, i sengen, under sengen, i natlampens skær. Havde jeg vidst, hvor meget jeg skulle lære, havde jeg hyret nogen til at hjælpe mig.

Og hold nu op, hvor er jeg færdig med at lære om at få børn.

Ikke hvordan man bygger dem, ikke hvordan man knalder på det helt rigtige tidspunkt, men hvordan man får børn. Hvad der sker, når barnet er der. Hvad der sker, når man bliver nogens mor. Jeg har lært det.

 

Jeg ved ikke, om jeg kan videregive, hvad jeg egentligt har lært, for måske er det ikke en praksis – måske er det i virkeligheden langt mere et spørgsmål om at acceptere en grundlæggende udvidelse. Jeg tror, det er det, man lærer. Livmoderen, hjertet, lungerne – de udvider sig helt af sig selv, når barnet ligger inden i en og venter på at komme ud. Så er der andre ting, der skal udvide sig under et smertehelvede, jeg ikke tror, man kan stønne sig ud af, men som jeg heldigvis ikke behøver at komme nærmere ind på her. Men efter at fysikken har givet sig, og efter at kroppen har givet efter for det indre pres, udvider bevidstheden sig også.

 

Det gør den.

Den får bare ikke tid til at udvide sig. Det skal ske nu. NU. I samme øjeblik baby ligger hos dig, skal du, som babyens mor, udvide dig. Du skal rumme mere. Du skal også sanse mere, og det kan kun gå for langsomt.

Der er intet, der kan vente.

Intet.

For når baby opdager, hvad det vil sige at have et behov, så skal du opfylde det. Alt det er fysisk, men det bor også i bevidstheden. I sanserne, når du rører ved det nyfødte barns hud, som er så blød, at du er bange for at kradse det til blods med dine barkede, brugte hænder. I bekymringen for, om barnet overlever, om det har, hvad det skal bruge.

Nej.

Om DU har, hvad det skal bruge. For det er dig, der skal levere, og det skal du nu.

 

Så du udvider dig. Du rummer. Du favner. Dit barn er din navle, og hele din krop og dit væsen udvider sig, så det på alle måder kan rumme et barn. For nogle af os gør den udvidelse ondt.

Den gør ondt.

Smerten sidder som en syl mellem hjertet og nerven og sørger for, at du ikke kan mærke, om du elsker dit barn. For nogle tager det timer, for andre uger, for andre igen år. Men de fleste af os kommer derhen, hvor udvidelsen af sindet, sjælen, kærligheden er så stor, at vi kan lukke vores sommerfuglevinger omkring vores barn og holde det så tæt mod hjertet, at rytmerne finder hinanden, at alt er godt, trygt, roligt, at alt føles som verdens centrum, sammen. Udvidelsen er komplet.

Men.

Så skider barnet, og du er nødt til at klappe vingerne helt stramt ind til kroppen igen, skifte barnet og begynde forfra.

 

Og senere bliver du mor til en, der kan stå, gå og tale. Du vågner en morgen og har fået et nyt barn, som er det samme, men som nu kan sige nej, og som nu kan mase dig eller favne dig eller runde dig af med hele sin personlighed, og som gør det. Bare for at vise din verden, at den har fået en ny hersker.

En ny Napoleon, Attila eller Kleopatra.

En, der skal adlydes.

Og dine sommerfuglevinger visner lidt.

Dér, mellem brynene, begynder furen at danne sig (den du i slut-trediverne overvejer, om du skal fylde ud med gift). Den bliver dybere, mens farverne forsvinder ud af de vinger, du ikke har så meget brug for mere, fordi dit barn nu slås med dem, og vil ud, ud, UD i verden og gøre det hele selv. I hvert fald hvis du har brugt vingerne rigtigt.

Så lærte du det.

Så blev du mor på en ny måde, og det gør du hver dag, og de dage, hvor du ikke har tid til at lære af dine børn, lærer du, hvordan man får børn på den måde, der mest handler om at råbe, at de skal lægge iPad’en væk.

 

Hov.

Mangler jeg at sige, at du er den bedste mor, du kan være?

Det får du mig ikke til at sige. Det tror jeg ikke, du er. Jeg er heller ikke. Det er noget vrøvl, vi siger til hinanden for at få en undskyldning for at sætte vores behov over vores børns. Ingen er den bedste mor, de kan være. Vi kan alle gøre os mere umage, men nogle gange har vi udvidet os så meget, foldet vingerne så beskyttende ud over mange, at der ikke er mere plads til os selv. Vi er smurt tynde, som den sidste rest Nutella på et stykke brød.

Der er vi som regel ikke gode. Men vi prøver.

 

 

 

Så ja, det lærte jeg i trediverne:

Hvordan man får børn. Hvordan man lærer at have dem, at være deres mor. Hvordan man lærer at stå der sammen med dem, midt i lorten, i gråden, i skuffelsen, i afmagten, i feberheden og i søvnløsheden. Hvordan man står der og bliver stående, uanset hvad.

Det er, når du står dér, du ved, hvordan man får børn.

 

 

 

[1] http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/gennemsnitsdanskeren.

[2] At fravælge børn hører også trediverne til og er en af de mest stigmatiserende ting, man kan gøre i sit kvindeliv. For rigtige kvinder skal ville børn uanset hvad.

6 Comments
Previous Post
Next Post