Interview: “Når man græder, åbner man sit hjerte. Jeg tror, det er sundt.”

Nogle gange læser jeg en bog, som sætter sig et særligt sårbart sted. Pernille Glavind Olssons bog, Tror vi på Gud mor, er en sådan bog. Den ramte mig i mit moderhjerte, men også i alt det jeg frygter allermest. Og så ramte den mig på endnu et ømt punkt; nemlig det, der handler om at være god til at være i livet, dér hvor man er, når man er det. Nu; ikke i morgen. Pernille skriver et vidunderligt, modigt memoir, om at stå i en uoverskuelig situation, men også om at finde vej i den. Hun er gjort af et særligt, modigt, stof, og jeg synes du skal give dig selv den gave det er at læse hendes bog.

ItemImage.aspx

Din bog beskriver din historie, din families historie, og dine døtres historie. Vil du kort ridse op, hvad det er for nogle vilkår I lever med, I din familie?

Vores to piger er født med den samme genfejl, en uhelbredelig sygdom, der hedder ataxia telangiektasia, som sætter ind i tre-fire års alderen og langsomt gør børnene mere og mere handicappede og forværrer deres immunforsvar. Min mand og jeg er begge bærere af det gen og har 25 procent risiko for at lave syge børn. Vi fik først den store piges diagnose, da jeg var højgravid med nummer to. Den store på ti år går i dag i specialskole og er afhængig kørestol og gangstativ. Hun skal hjælpes med stort set alt. Den mellemste på fire år går i almindelig børnehave men har en særplads, da hun er begyndt at være mærket af sygdommen. Vi har desuden en dreng på et år, der er rask.
Du beskriver hvordan I arbejder for at være positive; hver dag. Hvad mener du såkaldt almindelige familier kan lære af jer?

Mange privilegerede mennesker i den vestlige verden ved sjældent, hvad de har, før det bliver taget fra dem, hvilket jo er absurd, spild af paradis. Når livet pludselig stejler, aner mange ikke, hvordan de skal tackle smerten og sorgen, fordi de fleste af os ikke har nogen Gud eller tro at hænge følelserne og spørgsmålene op på. Sådan havde jeg det. Når man som os er endt i en anden liga med sorg og smerte tæt inde på livet, ser man ind imellem med måben på, hvad der kan slå andre ud. Og husker jo samtidig også, hvordan man selv havde samme indstilling. Jeg håber, at vores historie kan perspektivere tilværelsen med alle dens facetter og dermed nuancere det komplet overfladiske og iscenesatte verdensbillede, som eksempelvis Facebook fremstiller. Det er sandt, at modgang gør en stærk, og at livet bliver dybt på en både intens og afgrundsdyb måde, når man har syge eller handicappede børn eller på anden måde møder stor sorg. Men hvis man lever et almindeligt privilegeret liv med raske børn, kan man med fordel forsøge at tage ”modgangen lidt på forskud”, arbejde med en mere ydmyg indstilling til livet og sparke sig selv bagi, når man er lige ved at græde i frustration over skolevalg eller sukkerpolitik i børnehaven eller aflyst pilatestime.
I bogen beskriver jeg ikke kun de faktuelle hændelser, vi har været igennem, men også de tanker og overvejelser om tro, ensomhed, ydmyghed, kærlighed, taknemmelighed, håb, drømme og meningen med livet, som jeg har gjort mig undervejs. Det er mit håb, at man bliver lidt mere grund-taknemmelig af at læse min bog.

Som mor, må du stå under et vanvittigt pres – hvordan coper du med det?

Jeg får hjælp! Tuder ud, går til yoga, griner og skriver. Hjælp får vi af vores fantastiske familier, som gør alt, hvad de kan for at dække os op. Hjælp af venner og hjælp af kommunen, som bevilger timer til aflastning. Det betyder, at der kommer to ufatteligt søde piger jævnligt i vores hjem – de kender os og vores børn bedre end de fleste, og de går lige ind i hverdagen med humor og overskud – leger, læser højt, skifter ble, laver risotto, hænger vasketøj op, tørrer næser osv. Tak til velfærdssamfundet!
Jeg er ikke bange for at tude, og jeg gør det tit, både når jeg er ved at boble over af kærlighed og lykke, og når jeg ikke kan rumme de smertefulde følelser. Når man græder, åbner man sit hjerte. Jeg tror, det er sundt. Børn må også godt se voksne græde lidt, hvis det ikke sker for tit.
Jeg går til yoga så ofte som overhovedet muligt, hvilket ikke er så tit. Jeg er holdt op med at prøve at få en lur, når jeg er træt – i stedet lægger jeg mig i yogastillingen Frøen i ti minutter – det er fantastisk – den stilling er så kærlig for ryg og nakke. Min mand og jeg bruger meget humor i hverdagen, både den sorte humor os voksne imellem og den mere klovne-agtige sammen med børnene. Hvis man som par formår at blive sammen, som det er lykkedes os, kan man gå hen og blive ret symbiotiske.

Din bog er smuk, poetisk og meget ærlig. Hvordan har det været for dig at skrive et så ærligt landkort over alt det, du elsker og frygter?

Bogen er skrevet med min dagbog som udgangspunkt. Da jeg begyndte at overveje, om mine tanker kunne have relevans for andre og diskuterede det med en redaktør, blev vi ret hurtigt enige om, at der ikke skulle redigeres i vreden, afmagten, bitterheden eller i alle de pinlige, smertefulde og tabubelagte tanker og handlinger, som jeg også havde skrevet ned. Det ville ikke give nogen mening at forsøge at skabe et glansbillede. Måske er jeg ikke så bange for at skrive om alt det smertefulde fordi jeg samtidig føler mig så taknemmelig for så mange ting. Det vilde er, at vi ind imellem rent faktisk føler os både stærkere og lykkeligere end før. Siden vi fik diagnoserne har jeg ikke forsøgt at feje sorgen ind under gulvtæppet. Vi har nok bokset så meget med den, at den er blevet gjort ukampdygtig og bare sidder i hjørnet som en ubuden gæst, der godt må være der. Ind i mellem vokser den sig stor, og så skal man græde eller hyle eller tale med et rummeligt menneske. Andre gange fylder lyden af barnelatter, smagen af et kys eller følelsen af at være omgivet af elskelige mennesker så meget, at sorgen forsvinder ind til næsten ingenting. Det er dén mentale udviklingsrejse, som bogen bl.a. beskriver men som hurtigt kan komme til at lyde overfladisk i et interview.
Jeg interviewede engang en internationalt kendt modeskaber til en avisartikel og blev ringet op fra Rigshospitalet midt i det hele. Jeg kom lidt ud af den, og det endte med, at hun fortalte mig, at hun selv havde et spastisk lammet barn. Vi havde en rørende ærlig samtale om den skrøbelighed og særlige dybde livet får, når man har børn uden den samme fremtid som andre, men hun understregede selvfølgelig, at det ikke skulle med i interviewet. Bagefter slog det mig, at det jo netop var den historie, der var vigtig og kunne gøre en forskel for andre. Selv har jeg fundet utrolig meget trøst og inspiration i litteratur og film, hvor kompromisløs ærlighed har været udgangspunktet.

Hvad håber du at give videre med din bog?

En læseoplevelse, der perspektiverer livet og får en til at tænke. Når man sidder i sorg til halsen efter en chokerende nyhed eller oplevelse, tror man aldrig, at man skal blive sig selv igen. Sådan havde jeg det. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle føle ren glæde og lykke igen eller glemme mig selv i arbejde eller leg. Men sandheden er, at kærligheden har potentiale til at overvinde alt. Med den i bagagen kan man godt lære at leve et aldeles meningsfuldt, dybt og virkelig intenst liv, selvom ingenting blev, som man havde forestillet sig.
Læs mere om bogen her.
(PRfoto af Ulrik Janzen)

3 Comments
Previous Post
Next Post