Interview: Deuxieme: Søstre, businesspartnere og virkelig god stil til dit hjem

Franciska og Barbara har åbnet den mest vidunderlige webshop. Deuxieme. Den er fyldt med sager til hjemmet, man ikke finder andre steder, og mere inspirerende end jeg har set en webshop været længe. Jeg oplever den som en slags moderne, urban og etnisk inspireret interiørshop, og der er virkeligt smukke sager at finde.

Butikken sender desuden meget smukke og stilfulde nyhedsbreve ud, og eftersom der ikke er mange af hver ting, vil jeg i den grad opfordre til at skrive dig op her. Jeg kender til butikken, fordi Barbara og Franciska var søde at skrive til mig og fortælle om deres shop, og da det er ikke bare uden videre, man tager den slags spring, blev jeg meget nysgerrig. Der skal noget til at kaste sig ud i det, og det gjorde mig nysgerrig. Desuden er de to stilfulde damer søstre, og har åbnet butikken sammen. Jeg bad dem fortælle os lidt om hvorfor og hvordan de har skabt deres butik.

 I har åbnet en meget smuk webshop, med helt unikke sager – hvorfor, og hvordan turde I tage springet?

F: dejligt at du kan lide vores butik. Jeg turde først og fremmest kaste mig ud i at starte deuxieme.dk fordi jeg gør det sammen med Barbara. Det er helt essentielt at vi har hinanden.

B: Franciska og jeg har længe talt om at indgå i en eller anden form for kreativt partnerskab, og på en fælles sommerferie til Italien for et lille år siden besluttede vi at tiden var kommet. Vi sætter begge stor pris på smukke ting med historie, så det var mere om at vælge en retning inden for det brede koncept ’smukke ting’. Vi kommer fra hjem hvor æstetik har været i højsædet og blevet italesat, og vores stil er mere eller mindre den samme inden for interiør.

F: Vores fælles passion for interiør og design var noget vi ofte talte om, og hvis den ene havde fundet noget smukt delte vi ideer og tanker om indretning og smukke ting. Vi havde som sagt talt om det noget tid. Og hvis ikke Barbara havde sagt ”så gør vi det altså!” havde jeg nok dvælet længere ved drømmen.

B: Jeg har et fuldtidsjob som slet ikke har noget at gøre med æstetik, så det er pure pleasure for mig, pengene bliver hentet ind andetsteds – men det betyder ikke, at vi ikke gerne vil have at deuxième skal blive en succes – også økonomisk.

Hvordan vælger I de ting ud, I ønsker at vise?

B: Mange af tingene er noget jeg har bragt hjem fra rejser rundt omkring i verden, hvor det bare drejede sig om at finde noget til min egen lejlighed, men det er de samme ting jeg ofte tager udgangspunkt i nu, når jeg skal finde noget jeg gerne vil sælge. Den store undtagelse er vores udvalg af wall hangers, eller vægtæpper, som er en ny verden for mig og som jeg har brugt utrolig meget tid på at sætte mig ind i og udvælge lige præcis dem jeg bedst  kunne lide. Wall hangers er meget stort i USA, Australien og New Zealand så det er overvejende de lande vi henter dem hjem fra.

F: Som næsten et dogme, har vi aftalt at de ting vi fører skal være nogle ting som vi selv virkelig godt kan lide, og selv gerne vil bruge. Jeg tror det betyder for vores udvalg at vi altid kan stå inde for kvaliteten og designet af produkterne.

Vores ting finder vi hovedsagligt på rejser rundt i verdenen, og jeg tror det påvirker vores udvalg at det er samlet fra forskellige kulturer og håndværkstraditioner.

Hvad er god stil?

B: God stil er ikke at gå med strømmen men vælge netop det du kan lide, og holde fast. Jeg er mest til farver, masser af kunst på væggene og gammel keramik – men der er dog også en del af de gamle danske klassikere blandt mine møbler. Det er også god stil at tage stilling til de ting man omgiver sig med, de behøver ikke være dyre, men det gør ofte et hjem smukt hvis man kan fornemme at tingene er blevet valgt med tanke og omhu

F: for mig er god stil blandt andet at vove at sætte farver sammen, og skabe et personligt udtryk i sit hjem. God stil er også at have et afslappet forhold til indretning. At de ting man har i hjemmet skal bruges og kommer frem i hverdagen.

God stil er at gå efter lækre materialer. Jeg har med tiden lært at det vigtigste næsten er at læse efter hvad ting er lavet af, når jeg køber ind på nettet. Det behøver ikke være dyrt eller et specielt cool mærke for at være smukt i mine øjne. Det er fascinerende at være i hjem hvor der er samlet objekter fra et helt liv fuld af historier og tid.

deuxieme.dk

I er søstre, og arbejder sammen – var I hinandens naturlige valg som businesspartnere?

B: Jeg ville SÅ gerne arbejde sammen med Franciska. Hun er et utroligt kreativt menneske, arbejdsomt, ambitiøst og målrettet. Det har kun bragt os tættere sammen at starte et firma sammen, og tage de diskussioner og udfordringer der kommer naturligt, sammen. Det er ikke farligt at være uenige, jeg synes virkelig vi giver hinanden plads til at tage beslutninger, gode som dårlige, og lade dem være en del af processen i at være helt grønne som iværksættere.

F: Barbara er en ideel samarbejdspartner. Hun har så utrolig god smag i alt hvad hun omgiver sig med, hun er ambitiøs og tager det vi har sat i gang meget alvorligt. Nogle gange kan jeg godt være lidt for hurtig, og gøre tingene uden jeg tænker. Barbara er virkelig god til at tage velovervejede  beslutninger og sige ”skal vi ikke lige tænke over det” Det tror jeg er nøglen til at vi kan udarbejde en butik af høj kvalitet.

At køre deuxieme.dk ved siden af vores andre, helt forskellige, fuldtidsjob, og at få tingene til at hænge sammen i hverdagen alligevel, kræver at vi kan rumme hinanden, og ikke lader os irritere af at tiden er knap. Som søstre tror jeg vi har en meget større tolerance overfor hinanden, og det at have en professionel relation samtidigt med en familiær er i vores tilfælde kun en meget stor fordel. Det kræver en stor tillid til hinanden at skabe en virksomhed sammen, og vi komplimenterer hinanden virkelig godt uden hinanden tror jeg slet ikke der ville være nogen butik.

Hvordan adskiller I jer fra hinanden I jeres tilgang til design?

B: Franciska er i stand til at kreere sine egne smukke ting, hun har en helt fantastisk tilgang til, og sans for, smukke og finurlige ting. Jeg er god til at finde tingene og få dem hjem og er på ingen måde i stand til at tegne eller bygge noget. Jeg tror ikke vi adskiller os så meget i stil og smag, og vi går begge op i at tingene vi omgiver os med gerne må komme med en historie

F: Jeg tror ikke vores stil eller det vi godt kan lide ved design er så forskellig. Barbara har helt utrolig god stil, og har inspireret mig visuelt siden jeg var meget lille. I vores familie har design og kvalitet altid betydet meget, og været noget der er blevet talt meget om. Når nogen kommer hjem fra ferie er der ofte gaver med til hele familien af en særlig lækker creme, vævet tørklæde eller andet smukt fra der hvor rejsen har gået til.

Måske finder vi vores inspiration nu fra forskellige kilder. Jeg arbejder med design til hverdag, da jeg er scenograf og beskæftiger mig med farver og teksturer gennem scenografier og kostumer.

Hvilken ene ting kan jeg ikke undvære? og hvorfor?

B: Jeg kan ikke undvære min wall hanger fra Nativeline, den er simpelthen så utrolig smuk og jeg bliver hver dag begejstret over kvaliteten i håndværket og de smukke farver. Desuden bruger jeg vores tyrkiske peshtemal håndklæder til ALT. Badeværelset, stranden og hjemmeyoga – de er med til alt da de intet vejer og er smukke at se på

F: Inden vi åbnede vores butik, havde jeg fået tre kurve fra Mexico (oaxaca kurvene som vi har i Deuxième nu), fra min mor som havde været der på rejse. Og de er nu total uundværlige i mit hjem. Jeg bruger dem til at få orden i min lille lejlighed. De organiserer alt lige fra vasketøj, vanter, halstørklæder, huer, strømper og en med legetøj til nevøer og niecer, når de kommer på besøg. Og så er de virkelig smukke med hvert deres mønster og farve.

På min store billedevæg ville det føles tomt uden min wall hanger fra WKNDLA. Den er så fin og delikat lavet, og passer så smukt til både mine indrammede billeder og plakater. Den er så personlig og jeg nyder at se på den hver dag.

Skærmbillede 2016-06-26 kl. 12.37.46

5 Comments
Previous Post
Next Post