Om børn, der bliver større, fællessang og fremtid

Billedet viser et udsnit af forældre der står på række og lægger an til fællessang. I morges var Johan og jeg nemlig til afslutning på Elias skole. Første skoleår er simpelthen slut, og vi er lige om lidt forældre til en dreng i anden klasse. Jeg kan ikke regne ud, hvor jeg skal begynde for at forstå det. At Johan og jeg er forældre til et barn i 2. Klasse efter sommerferien. Johan og mig? Os, der først for nyligt har lært at det er en god idé at købe ind til to dage ad gangen, os, der stadig glemmer at vaske tøj med den mest optimale frekvens, så der aldrig er nogen i familien der mangler essentielle sager såsom underbukser. Hvordan er vi to kommet derhen? Der til, hvor vi har afsluttet første klasse?

Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det, og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i det. For Elias kan godt finde ud af det – han vokser og bliver større, og helt ærligt bedre selskab for hver dag der går, han har ingen problemer! Det er mig, der tøver, og har lyst til at hænge i bremsen, og være sikker på jeg fik det hele med. Hver gang jeg stadig får lov til at putte ham, ved jeg der er en nedtælling i gang, og at han lige om lidt bare gå i seng, når det passer ham.

Noget jeg har lært af at Elias er startet i skole, er – ud over at alting går hurtigere og hurtigere – fællessang. Jeg har aldrig sunget så meget som efter Elias er begyndt i skole, vi synger hele tiden. Og Elias synger hele tiden. Også når han ikke tror vi hører efter. Han er glad, for sin skole, for sin klasse og ikke mindst: For sommerferien. Og jeg, jeg er bare glad for at jeg når at holde fast i ham, i det og i at der stadig er en del år tilbage, hvor jeg får lov til at møde op og klappe af ham, og ikke mindst: For at der ikke var nogen der fortalte mig hvor forbandet hurtigt det hele lige pludselig går.

7 Comments
Previous Post
Next Post