Børnebøger: Nomerne: Bittesmå superhelte

Glædelig mandag! Jeg håber du har nydt weekenden, og er klar og genopladet til en af de gode uger. Vi har været til familiefest i bedste Karens familie i lørdags, og det var simpelthen så hyggeligt og vidunderligt og ikke mindst: Solbeskinnet. Resten af weekenden har vi brugt i koloen – jeg har malet vinduer, men også nået lidt tid i haven. Mest noget med at luge, men også at smage årets første fem jordbær fra haven. Røde, bløde og søde, som de skulle være.

Og så har vi været i Nomer-byen, Sofus og jeg. Mindst 50 gange via disse to bøger. Bøgerne er billedbøger som handler om et folk, Nomerne, som er småbitte væsner, der lever i skoven. De har et helt samfund, hvor alle har en funktion, og hvor de fleste passer ind, og passer til andres forestillinger om dem. Men så er der altid én der stikker ud, og bliver til en slags redningsmand slash superhelt, der redder nomer-byen på sin helt egen måde. Fra at være lille og ubetydelig, bliver han stor og selvsikker. Og dét er noget Sofus kan forstå. Heltegerninger og lidt udklædning, og masser af mod! Bøgerne er danske, skrevet og tegnet af Jan Kjær, som er et meget gavmildt menneske. Han har nemlig lavet en masse gratis add-ons man kan hente ned til ungerne, hvis de bliver grebet af Nomerne. Det er svært at lade være med at blive det, og de er virkeligt gode til 4,5,6,7-årige unger, med tendens til at forsvinde ind i et fantasiunivers. Min varmeste anbefaling.

Klik her for en gratis nomerbog, tegneark og meget mere.

Klik her for at se alle nomerbøgerne (vi har lige bestil to mere…)

2016-05-23 15.03.37

2016-05-23 15.03.20

2 Comments
Previous Post
Next Post