Interview: Lucinda Riley: ” Jeg er fuld af ærefrygt og beundring for den generation af kvinder, der kom før mig”

Nogle mener at Lucinda Rileys romaner er søde som næsten kvalm chokolade. Andre mener at de er fantastisk underholdning. Jeg mener at det er kvindehistorier, med præcis så meget glamour og fravær af leverpostej, at man kan bruge dem til det gode historier skal kunne: Føre én hen til verdener man ikke kender. Lucinda Riley selv lader til at være en fin dame, en der kender engelske slotte og landsteder indefra, og én der ved hvordan man serverer the og i hvilke kopper, og hvornår. Og hun kender til at spinde et plot, så man brænder efter at finde ud af hvor børnehjemsbarnet dog er blevet af, eller hvad der skete da den forkerte læste kærestebrevet. Og dertil kommer at alle romanerne foregår i to spor: Et nutidigt og et fortidigt. Engletræet er for nyligt udkommet på dansk, og det er en tåreperser af de store. Du kan finde den her, og alle hendes øvrige danske titler her.

 

Jeg er en stor fan af dine romaner. Hvad genre ville du selv sige, de tilhører? Er det kærlighedsromaner eller historiske romaner?

Mine bøger kan være svære at kategorisere, da de indeholder elementer fra forskellige genre – de er både kærlighedsromaner og historiske romaner, men de har også spor af spændingsroman indbygget i sig. I England kalder man dem også for ’time-slip novels’, fordi de krydser frem og tilbage mellem fortiden og nutiden. Jeg researcher meget til fortidssporet, fordi jeg gerne vil have det til at fremstå levende og autentisk for læseren og give læseren en fornemmelse af, hvordan det var at leve på et bestemt sted og i en bestemt tid. Men det er jo først og fremmest en roman, jeg skriver, så jeg inkluderer kun historiske detaljer, når de spiller en rolle for plottet! Og så er der selvfølgelig også altid en kærlighedshistorie.

I Engletræet er jeg også inspireret af den gotiske roman, særligt i beskrivelsen af den gamle herregård Marchmont Hall, hvor store dele af romanen foregår. Så denne roman er måske en anelse mørkere end mine andre romaner.

 

Alle dine heltinder har nogle fælles karaktertræk. Et af dem er at de alle ønsker at være uafhængige. Hvordan kan det være?

Mange af mine heltinder er stadig unge kvinder, der prøver at finde deres plads i verden, hvilket kan være en både spændende og følelsesladet rejse. I Engletræet ser vi den unge kvinde Greta udvikle sig fra en naiv ung kvinde til en hård, praktisk person. Hun bliver formet af sine kampe og sit ansvar som mor. For mange af mine heltinder i fortidssporet var uafhængighed ikke noget, de kunne tage for givet, som vi kan i dag – dengang gik man fra at være datter til at være hustru og så mor. At træde ud af denne rolle kan være skræmmende, men fører i sidste ende også meget godt med sig, og det er derfor jeg elsker at skrive om mine personer.

En anden ting, der går igen i dine bøger, er en søgen efter ens personlige historie og at afdække, hvad familiehistorien gemmer af hemmeligheder. Hvorfor er det så fascinerende?

Jeg har altid været tiltrukket af fortiden, og når jeg skriver en roman i to spor, kan jeg skabe gode baggrundshistorier fyldt med dunkle hemmeligheder. Når man sætter fortiden og fremtiden sammen – som i et puslespil – så bliver det tydeligt at se, hvor vigtigt det er at tilgive, acceptere og forstå fortiden, for at leve lykkeligt i nutiden og være klar til det, fremtiden måtte bringe.

Kender vi for lidt til historien? Eller er vi ikke bevidste nok om den?

Jeg mener ikke, at vi ikke er bevidste om den, men det forekommer mig, at vi er utrolig dårlige til at få øje på de mønstre, der gentager sig i den. Når jeg er fordybet i min historiske research, kan jeg se så mange paralleller til det, der sker i verden i dag, og jeg kan se de samme fejl blive gentaget igen og igen. Jeg mener, at det er vigtigt at kende historien, og at være bevidst om, at vores historie gennemsyrer alt, hvad enten vi ser det eller ej. For eksempel stammer de myter, der knytter sig til stjernebilledet Plejaderne – som er inspirationen bag min store serie De syv søstre (første bind kommer på dansk til efteråret) fra antikken, og disse myter er stadig med til at forme vores litteratur, sprog og kunst. Det allerbedste ved at skrive denne serie er, at jeg får lov til at følge i mine faktiske og fiktive heltinders fodspor, og jeg er fuld af ærefrygt og beundring for den generation af kvinder, der kom før mig. Jeg ønsker at bringe deres historier frem i lyset.

Der er et andet element, der optræder i mange af dine romaner: det forsvundne barn. Hvordan kan det være?

Børn ser ofte på verden med andre øjne end voksne – på nogle måder opfatter de mere og er mindre bundet af sociale konventioner. De kan bedre få øje på sagens kerne. Min favorit blandt alle mine ’forsvundne børn’ er Aurora i Pigen på klippen. Denne bog leger med eventyrgenren, som så mange kærlighedshistorier, og hun repræsenterer to centrale temaer i mine bøger: forståelse og tilgivelse.

I min nye serie, De syv søstre, skriver jeg om kvinder, der er blevet adopterede som små, og som nu prøver at finde deres sande ophav. Disse forsvundne og bortadopterede børn er som mælkebøttefrø, der er blæst ud i verden og nu leder efter det perfekte sted at slå rod.

Breve! Breve, der bliver væk og fundet igen, og breve, der indeholder store hemmeligheder går også igen i flere af dine bøger. Hvad er der med de håndskrevne breve, og skriver du også selv stadig breve i hånden?

Det er sjovt, at du spørger mig om det, da jeg lige nu er i gang med at gennemskrive en af mine gamle romaner, hvor et kærlighedsbrev spiller en central rolle!

Breve er ikke kun en værdifuld adgangsbillet til gamle tider, de afspejler også brevskriverens personlighed og tanker, længe efter at vedkommende er død. I historiske romaner er brevet ofte et greb, forfatteren benytter sig af for at gøre fortiden levende for læseren. Ja, faktisk har brevet jo sin helt egen genre, nemlig brevromanen, hvor hele bogen er udformet som en fiktiv brevveksling.

Selv om jeg er glad for meget af den moderne teknologi, vil en e-mail i mine øjne aldrig være lige så romantisk som et håndskrevet brev. Der er en helt særlig fordybelse og inderlighed, der opstår, når man sætter sig med pen og papir for at sende et andet menneske ens inderste tanker. Det kan ganske enkelt ikke erstattes elektronisk.

Kunst, kunsthistorien og verdenshistorien bliver bragt til live i dine bøger. Hvordan udfører du din research, og hvordan beslutter du dig for, hvilke elementer der skal være del af dine heltinders historie.

Jeg begynder altid med at læse et hav af bøger og se en masse film om det sted og den tid, jeg har udset mig. Næste trin er det allerbedste: Jeg rejser til landet og tager rundt og snakker med folk der for at få en bedre fornemmelse af stemningen og kulturen. Det er ofte her, jeg falder over mysterier, der fanger min interesse, og som nogle gange ikke engang er særlig kendt af den lokale befolkning selv.

Jeg elsker at fordybe mig i historierne bag berømte kunstværker, bygningsværker og musikstykker og lære en masse om skaberne, der lagde hele deres liv og sjæl i værket. Da jeg f.eks. tog til Rio de Janeiro for at lave min research til første bind af De syv søstre, blev jeg fascineret af den storslåede Kristusstatue, der troner over byen. Jeg var så heldig at møde Bel Noronha, der er oldebarn af statuens skaber, arkitekten Heitor da Silva Costa. Hun fortalte mig om mysteriet bag de hænder, der har været model for statuen, og det gav mig en vigtig brik til min historie.

Mange af dine heltinder har et kunstnerisk job. Kan du sige lidt om, hvordan det kan være.

Et af de råd, jeg fik, da jeg skrev mine første romaner, var, at jeg skulle skrive om det, jeg kendte. Og særligt på min mors side af familien er der mange kunstnere. Min mor var skuespiller og tog mig ofte med til opera-, ballet- og teaterforestillinger. Og jeg havde en onkel, der var lysmand ved The Royal Opera House i Covent Garden, og jeg fik lov til at komme med til mange generalprøver. I mit eget liv har kunsten også spillet en central rolle, og jeg gik på balletskole som barn. Da jeg begyndte at skrive som helt ung, var det de kunstneriske figurer, jeg havde nemmest ved at skrive om. Jeg har naturligvis udviklet mig som forfatter siden, men mine heltinder har stadig friheden til at udforske deres passion og kreativitet. Cheska i Engletræet er barnestjerne, men må sande, at berømmelsen har en farlig pris. I De syv søstre er min hovedperson Maia litterær oversætter – en noget mere stille beskæftigelse, men stadig en, der kræver kreativitet.

Hvordan finder du inspiration, og hvordan er din skriveproces?

 Inspirationen udspringer altid fra det sted, jeg har valgt min historie skal foregå. Jeg er så heldig, at jeg har haft mulighed for at rejse meget og besøge så mange steder rundtom i verden. Efter en lang periode med research, lukker jeg mig inde nogle uger på et isoleret sted – langt væk fra forstyrrende elementer som mand og børn – og så skriver jeg min historie ud i en køre. Jeg lader simpelthen mine romanfigurer føre mig af sted. Nogle gange er det helt ærligt, som om – særligt med de dele af mine romaner, der foregår i fortiden – jeg får historien fortalt. Indtil nu har det endnu ikke givet mig store problemer med plottet. På magisk vis samler alle trådene sig altid til sidst.

Jeg dikterer hele historien fra start til slut til min trofaste ’Dic’, som jeg kalder min diktafon. Dic og jeg har et had-kærligheds-forhold, fordi vi tilbringer så meget tid sammen, men han giver mig frihed til at gå rundt udenfor og få noget frisk luft, mens jeg arbejder. Jeg tilbringer uger med at ’snakke’ med mig selv – når mine børn hører mig, tænker de, at nu rabler det da helt for mig!

Jeg har en assistent, der skriver alle mine ordudgydelser rent for mig. Og derefter starter redigeringsprocessen. Jeg redigerer mine bøger igen og igen – nogle gange har jeg været igennem bogen tyve gange, inden den er perfekt. Jeg er sygeligt perfektionistisk, både hvad angår tegnsætning og de historiske detaljer, så jeg beder også familie og venner om at læse de sidste udkast for at få friske øjne på.

Det tager omkring ni måneder at skrive en roman – lige så lang tid som det tager et barn at være klar til at komme til verden. Mærkeligt, men sandt.

4 Comments
Previous Post
Next Post