Vi følges ad – I ved nok slet ikke hvad I har givet mig

Jeg kom til at tænke i går – over dem, der bliver ved med at messe at blogland er overfladisk. Men først og fremmest: TUSIND tak fordi I tog så godt imod denne nyhed i går. Jeg bliver stadig nervøs, når jeg skal slippe en bog ud i verden. Nogle forfattere siger at det er ligesom at få et barn, men sådan har jeg det på ingen måde. Et barn er et barn – det bliver ikke vildere end det! Men jeg er alligevel nervøs for hvordan verden skal se på det, jeg har lagt mig selv i. Der har aldrig været et enigt heppekort, når jeg har skrevet noget, og mange har været uenige med mig i mine holdninger og udsagn – og det synes jeg faktisk er helt ok; det er ikke her nervøsiteten bor; det er mere det med at sende noget ud i verden, som er så personligt, der gør at jeg lige bliver lidt hudløs omkring det hele, så at læse jeres fantastiske kommentarer gjorde mig simpelthen så glad. Og det fik mig faktisk til at huske at vi jo er SÅ mange, der har fulgtes lige siden første barn! Selvom det ikke har foregået i stereo, så er der mange af jer, der læser med her, som jeg føler jeg “kender” gennem jeres kommentarer, og erfaringsdeling. Jeg har mødt jer her på bloggen, men også i virkeligheden, til foredrag, på gaden og alle mulige steder. Vi har haft de samme udfordringer samtidig, og vi har delt de samme hjertesorger og hverdagsfrustrationer undervejs. I ved nok faktisk slet ikke hvad I har givet mig, i alle de år, jeg har skrevet bøger og bloggen her. Tak fordi I er der, og tak fordi I gider. Tak fordi I deler, taler med, og tak fordi vi følges ad. Vi er jo faktisk nærmest blevet voksne sammen herude i cyberspace, og når hele verden siger blogland er blevet overfladisk og kun handler om ting, der ingen menig giver i det store verdensbillede, så tænker jeg på jer, og ved bedre.

 

9 Comments
Previous Post
Next Post