Om at glæde sig til ugen, der kommer

I dag er det mandag og jeg har været på arbejde siden i morges. Ungerne er blevet fordelt, for det samme har Johan været, og eftersom det jo i dag principielt er en af de skønne arbejdsfri helligdage, var det ikke sådan lige til at komme afsted begge to. Og sådan er det ind i mellem hos os. At vi ikke kan holde fri, når de andre kan, men jeg har det faktisk helt fint med det, og nyder i stedet alt det man rent faktisk kan fordybe sig i, når ingen vil tale med én. Vi har talt meget om det med ungerne, som heller ikke synes der er noget mærkeligt i det – de har vænnet sig til at Johan er væk i nogle weekender, og at jeg er det ganske mange hverdage, når der er særligt smæk på. De har vænnet sig til at jeg pakker rullekufferten og er to dage i Jylland, men de har altså virkeligt også vænnet sig til goderne. Nemlig forældre, der kan lide deres arbejde.

Sofus fortalte mig i går, da vi sad i kolonihaven og ventede på at regnen forsvandt, at der var én i hans børnehave, som havde en mor, der hver mandag sagde til sin datter: ÅH NEIIIII, nu er det mandag IGEN! Og at Sofus simpelthen synes det er så synd for datteren, der så skal trøste sin mor, bare fordi det er mandag. Og som Sofus siger: “Det er det jo faktisk ret tit.” Og her må jeg give ham ret: Det er ret tit mandag, og det er ret tit hverdag, og det der er mest af, er vi nødt til at finde en måde at deale med. Jeg tror der ligger en motorvej til lykken i den gode hverdag, den der virker, og i det faktisk at kunne glæde sig til ugen, der kommer. Og nej, jeg arbejder ikke i saltminerne, eller med mennesker, jeg ikke kan lide, så jeg kan sagtens snakke. Men faktum er at vi giver vores hverdagsglæde videre til ungerne, og jeg tror vi skal passe på med at være for nærige med den.

7 Comments
Previous Post
Next Post