Når man bliver mindet om, hvordan det var dengang børnene var helt små…

Hvis du har læst med her i et par år, så ved du at manglende søvn har været et af de helt store issues i mit liv. Det er heller ikke fordi, ungerne sover lige så meget, som jeg kan forstå andre folks børn gør, men de sover da. Sammenhængende, og i rimelige stræk. Det vil sige; de sover, lige indtil de ikke gør det mere. Nogle nætter går stadig totalt i sammenbrud, og når det sker, bliver jeg mindet om dengang, for ikke så længe siden, hvor natten var noget jeg nærmest var bange for. Den der fornemmelse af at lade kroppen falde til ro, falde i søvn, for så at blive vækket en time efter ved at nogen vil op, og ikke er til at overbevise om, at det faktisk er nat; den sidder stadig lagret allerbagerst i hjernen. Det er en erfaring, som er flyttet grundlæggende ind, erfaringen af at pulsen stiger, og af brudt nattesøvn, nat efter nat, uge efter uge, og ja, år efter år. Når jeg så nu – en sjælden gang i mellem – har sådan en nat, hvor lyset bliver slukket og roderiet begynder, hvor den yngste – som i nat – ikke kan finde ro mellem halv to og halv fem, hvor morgenen sniger sig ind, og man ikke ved hvad man er mest bange for: At barnet ikke sover, eller at det vågner så mange gange at det alligevel ikke kan betale sig at lade kroppen synke ned i madrassen, så bliver jeg mindet om, hvordan det (også) var at have små børn. Det var dejligt. Det var godt nok også helt vildt hårdt. Fysisk hårdt. Og jeg giver en klapsalve til de mænd og kvinder, der klarer det, der holder sammen, og holder ud og kan holde sig selv og hinanden ud på tusind kopper kaffe, fire lusekure og halvanden times sammenhængende søvn i årevis. Vi burde sende småbørnsforældre på statsstøttede spaophold.

12 Comments
Previous Post
Next Post