Om at møde sit barn

I lørdags fik jeg blomster af Sofus.

Sofus og jeg var sammen med min veninde og hendes datter i Berlin fra lørdag til mandag. Vi fløj billigt, boede ligeså billigt, og havde det meget luksusramt. Da Elias var fire et halvt, præcis som Sofus er nu, var jeg færdig med at amme Sofus. Det fejrede Elias og jeg med en solo-tur til Berlin, hvor vi besøgte det naturhistoriske museum og så på dinoknogler, og derefter var en hel dag i den enorme Zoo. Dén tur rykkede Elias og jeg helt tæt på hinanden igen efter måneder med Sofus, arbejde og nyt liv, jeg skulle finde rundt i, og i familiemyterne har netop den tur  fået legende-status. Derfor har det længe været en aftale at Sofus og jeg skulle det samme. Præcis dét samme. Vi fulgtes så med min veninde, og hendes datter, og vi havde det fantastisk.

At se Sofus helt tæt på, ude på nye eventyr, hvor vi begge var lidt på udebane, hvor vi begge sammen skulle forholde os til nye indtryk, var vidunderligt. Den ene dag gik han 10 km uden brok. Den anden dag skiftede vi transportmidler fem gange. Uden tøven, uden brok. Om natten lå vi tæt, om dagen fandt vi ud af, hvad planen var, sammen. At se ham flække af grin, studse over noget nyt og fortælle historier fra hverdagen uden at blive afbrudt af storebror, eller uden at aftensmaden skulle laves, og uden andet end fokus på ham, var som at møde ham igen. Som den store, omsorgsfulde, kloge og finurlige lille fis han er.

(Det bedste var, at allerede inden vi var kommet hjem, foreslog Sofus at vi tog Johan og Elias med inden sommerferien (og inden denne tur, han glæder sig helt tosset til), og viser dem “vores steder”. )

IMG_5321

9 Comments
Previous Post
Next Post