Danish Beauty Award: “Anerkendelse & Ære”

Som jeg vist har pralet af et par gange (host) herude efterhånden, så har jeg i år været så heldig at få lov til at sidde med i juryen i Danish Beauty Award. Det har været vanvittigt spændende, langt mere kompliceret og videnstungt end jeg havde kunnet forestille mig, men også SÅ sjovt, at jeg slet ikke kan forstå at det næsten er slut. Jeg har arejdet med mode- og livsstilsprodukter i snart 20 år (sic!), og interesseret mig for trends altid. Alt det kunne jeg trække på, men også blive inspireret i forhold til i arbejdet med at se på nogle af de fantastiske dullegrejssager, der er kommet på markedet i det forgangne år. Juryens arbejde bliver styret igennem af formanden Anne-Dorte Mathiesen, og hende har jeg stillet 5 spørgsmål. Desuden – så er awarden faktisk åben for alle. Det bliver en fantastisk aften og man kan købe billetter her (og ja, de er dyre men de er inkl middag, vin, underholdning, musik og den vildeste (!!!) goodiebag!)

danish beauty award dommer LARGE-26

1. Hvad går Danish Beauty Award ud på?
Danish Beauty Award er en pris, der for 10. gang her i 2016 skal uddeles i kosmetikbranchen til årets bedste skønhedsprodukter. Det er en hyldest til alle de skønne produkter, der hvert år kommer på det danske marked. Der er priser til luksusprodukter og hverdagsprodukter fra supermarkedet, men også til professionelle produkter, der bliver solgt og brugt hos frisør og kosmetolog. Det handler om damedufte og herreprodukter. Ansigtscreme og fodlotion. Solprodukter og skønhedsbehandlinger.
2. Hvorfor er det vigtigt – er det ikke bare en branche der fejrer sig selv?
Det er vigtigt at huske alle de postive ting, der er ved kosmetiske produkter. De hjælper. De giver glæde. De beskytter. De giver livskvalitet. Alle har haft en dårlig hårdag – og alle kender den følelse det giver, når et stylingprodukt kan redde det flade hår. Eller fjerne poserne under øjnene på en træt dag. Og ingen går ud uden mascara… Danish Beauty Award viser produkter frem. Giver anbefalinger til forbrugerne: Her er der nominerede og vindere, som vi har testet grundigt – og som vi kan foreslå jer at prøve, fordi vi kan lide dem! Og det af forskellige grunde – duften, effekten, beskyttelsen, helhedsindtrykket.
3. Hvordan sikrer du som overdommer, at det er det “rigtige” produkt, der vinder?
Dommerpanelet er sammensat af 13 dommere med hver sin indgangsvinkel til kosmetikkens verden. Min stemme tæller kun 1/13, så der er ikke tale om at være overdommer. Når jeg står bag dommerpanelet, så er det mere i rollen som ordstyrer ved dommermøderne, og det kan være en hård opgave. Dommerne må af og til sige farvel til yndlingsprodukter, som de er kommet til at holde af i testprocessen. Når konkurrencen er hård, og består af lutter skønne produkter, så er der flere end fem gode i hver kategori. Derfor siger jeg også ved prisuddelingen, at det er ekstremt flot at blive nomineret, men at der faktisk også er gode anbefalelsværdige produkter, som ikke er blevet nomineret. 
4. Hvad betyder Awarden for branchen?
Danish Beauty Award har nu eksisteret i 10 år, derfor tør jeg godt sige, at den er betydningsfuld. Det er en platform, hvorfra du har mulighed for at springe ud, hvis du er ny på markedet. Det er en anerkendelse og en ære at blive nomineret. Det er en ekstra mulighed i markedsføringen. Forbrugerne nu har lært Danish Beauty Award at kende, og de ved, at det er kosmetikbranchens pris. Så når de ser logoet på et produkt eller en hyldeforkant, så er det en fristende invitation til at købe netop det produkt, der vandt.
5. Hvad ser du som den mest spændende tendens i år?
Dommerpanelet ser mange trends i de tilmeldte produkter, og de har beskrevet 10 trends i 2016. Jeg er selv stor fan af den trend, som vi har valgt at kalde “Eastern Promises”, hvor vi føjer ekstra trin til skønhedsrutinen fx boosteren før serum. Og contouring med nye værktøjer fx beauty blenderen, der kan forbedre enhver foundations slutresultat.
(Anne-Dorte er fotograferet af Signe Mørkeberg Sjøstrøm)
0 Comments
Previous Post
Next Post