Mellem Angst & Taknemmelighed

 

Så skete det igen. Endnu et terrorangreb i Europa. Indenfor en uges tid, er både Istanbul og Bruxelles blevet ramt. Verden er blevet en helt anden flere gange i mit voksenliv, og jeg er nødt til at forholde mig til det, men mangler redskaberne. De kloge siger at vi skal leve vores liv, som vi plejer. At terroren kun vinder når vi ændrer vores adfærd. Når vi holder op med at danse, synge, tale om frihed og demokrati, når vi mister grebet om vores holdninger til fordel for angstfyldt fravælgen. Jeg tror det er sandt. At vi skal holde fast, og selvom en af mine gode veninder har sagt til mig at jeg skal holde op med altid at være så taknemmelig, så vil jeg holde fast i den følelse netop her: Jeg er taknemmelig for det liv, i den frihed, med de mennesker, jeg har mulighed for at leve. Jeg er taknemmelig for alle dem, der tør og gør, og som stiller sig op med brede skuldre mellem angsten og ligegyldigheden. Og jeg tror at mellem angsten for alt det onde der kan ske, og den taknemmelighed vi er mange der føler, ligger drivkræften til at gøre noget. Til at handle. Til at stå op og til at sige fra. Til at træffe svære, upopulære beslutninger og til at nægte at lade sig kue. Vi drikker stadig kaffe og vi køber stadig blomster. Uanset. Selvom det næsten virker forkert.

 

IMG_4590

IMG_4601

8 Comments
Previous Post
Next Post