Søvnmangel & Patriarkatet

Man kan ikke sidde kampdagen overhørig. Heller ikke selvom den ene feministiske fløj mener at den anden fløj er idioter, og vice versa.

Heller ikke selvom den vigtigste debatdisciplin blandt kvinder er at sige at de andre ikke debatterer / er mor på den forkerte måde/ ikke har forstået hvad samfundet er for en størrelse. Vi må heller ikke glemme at der stadig er nogle der mener at kvinder har en særlig biologisk disponering for deltidsarbejde og den slags, og i det hele taget er vi jo faktisk slet ikke færdige med at kæmpe. Heller ikke for at vore pigebørn kan få plads til at være stærke, højtråbende og vilde, og vore drengebørn kan få lov til at være stille typer, der fordyber sig i perleplader.

Der er stadig meget at kæmpe for. Som kvinde i slutningen (gisp, det nærmer sig altså…) af trediverne kan jeg kun sige at man nogle gange er for træt. Jeg er mor til to af dem, der helst ikke sover, og selv på en kampdag kan den samfundsomstyrtende aktivisme blive væltet omkuld af søvnmangel. Det kan kræfterne til at vælte patriarkatet også. Så i dag sidder jeg på min pind, arbejder, drikker kaffe og gør mig klar til det foredrag jeg skal holde i aften. Samtidig med at jeg savner mine unger. Og det er nogle gange, lige her kampen er – at få det hele til at spille uden at falde i kønsrollernes stereotyper.

4 Comments
Previous Post
Next Post