Kvinden fra Paris – Hvad er det jeg ikke forstår (alligevel?)

Glædelig mandag derude! Efter en komplet gennemblødt regnvejsrtur de force med en noget utilfreds (underdrivelse) Sofus bag på cyklen, nyder jeg nu første dag i vores komplet fantastiske, store og meget smukke kontor.

I sidste uge udkom den meget omtalte How to be Parisian på dansk. Jeg burde have læst den for længst på engelsk, især fordi kvinder verden over er vilde med den. Den er skrevet af fire pariserinder, hvor den mest ikoniske af dem alle modellen og it-kvinden Caroline de Maigret ovenikøbet gæstede Danmark i sidste uge i anledning af udgivelsen.

Bogen er en hyldest til pariserinden, denne ikoniske kvinde, som kan det der med at se naturlig ud på en sexet og skødesløs måde. Hende, der altid har lækkert hår, altid kan forvandle en slidt t-shirt til et hot fashion statement med et par jeans og rød læbestift. Altså, pariserinden, denne mytisk perfekte kvinde.

Der står godt nok på bogens flap, at damerne bag kommunikerer med humor og selvironi, og at de er sjove og sarkastiske, men på en eller anden måde synes jeg faktisk ikke det virker. Jeg havde forventet at elske denne smukke bog, og er rent ud sagt for en gangs skyld (jeg er ellers nem at begejstre) blevet skuffet. For der er en tone i den, som handler om at være kvinde på en måde, som går helt hen over hovedet på mig. Se bare her:

2016-02-08 17.10.00

eller den her:

2016-02-08 17.09.30

Og efter at have læst bogen fra cover til cover, og undret mig over, hvordan opskriften på citronkylling blev relevant, gik det op for mig, at jeg er for kedelig. Jeg er for lidt mystisk, for lidt dramatisk og ALT for meget indstillet på at jeg ikke synes at vi som kvinder behøver at forstille os hverken helt eller delvist for at sørge for at få opmærksomhed. Der er sider i bogen om, hvordan man er kølig, som en ægte pariserinde. Og selvom det jo så åbenbart er meningen, det skal være sjovt, så er der ingen forskel overhovedet på de kapitler og tekster, der skal tages alvorligt, og dem, jeg kan regne ud (på basis af: Det her er for dumt til at tage alvorligt), hverken i tone eller stil.

Så jeg undres. Og tænker at det må være mig, der mangler at kunne forføre, at kunne være dramatisk dragende. Måske skal jeg sende blomster til mig selv og græde spontant.

10 Comments
Previous Post
Next Post