NYX: Farver og tricks fra LA til os

Efter gældende retningslinjer fra ombudsmanden er dette indlæg sponseret af Lahme Kommunikation. Hvordan forklares i indlægget.

I overmorgen lanceres det amerikanske kultbrand NYX i Danmark. NYX er blevet spredt meget hurtigt via især blogs og instagram af kvinder (og mænd), der ikke er bange for hverken makeup, farver eller at lege med det hele. Brandet har længe været elsket for sin tilgang til makeup, som en slags frisættende værktøj, hvor vi kan se bedre ud, ligne os selv eller opfinde en helt ny identitet. NYX er for eksempel brandet der har grøn læbestift. I fire nuancer, vel at mærke! Nu kommer det altså til Danmark og mit firma har den store fornøjelse at arbejde en lille smule med brandet i forbindelse med lanceringen (Derfor er dette indlæg sponseret). I den anledning fik jeg lov til at lege lidt med nogle af produkterne, men de er for vilde til at jeg kan mase det hele ind i ét indlæg, så der kommer (mindst) et til.

2016-01-27 09.28.20

NYX er brandet der har den perfekte tindrende, lysende blå mascara. Den klumper ikke, fedter ikke og giver lange smukke – BLÅ – vipper. Det er altså kommet tilbage for at blive, og jeg skal lige have nogen til at hjælpe mig med fotos, så du kan se. Det gør noget godt for brune øjne og man behøver jo ikke kombinere med blå øjenskygge (selvom NYX også har den i flere håndfulde nuancer, hvis du savner den).

2016-01-27 09.27.12

Bronzeren er en hård lille sag, virkeligt lækkert pigmenteret og lige til at bruge på amorbugen, kinderne og under øjenbrynene. Jeg kan godt lide guld, og mangler bare en anledning i at smøre det meste af kroppen ind i det.

NYX er også god for tricks. For eksempel kan brandet noget med hud. Ikke bare er der alt i foundations, men der findes også alle de hjælpemidler, som gør at makeuppen ikke kun er pæn om morgenen. Når jeg – som nu – har været på farten hele dagen, og sidder i toget efter mange møder, kan makeuppen godt nærme sig hagen i uklædelige folder. Derfor betyder primeren meget for mig, og det samme gør alt det, der sørger for at jeg ikke skinner som en discokugle hele dagen. Og se nu bare her:

2016-01-27 09.29.26

Primeren lægger sig på huden uden at nulre eller “rulle”, og er perfekt at lægge en foundation på. Jeg har prøvet med en flydende såvel som en mineralsk ovenpå, og de bliver siddende. Derudover har NYX et vidundertrick, jeg ikke har set før, nemlig en matterende spray, som man kan lægge ovenpå sin makeup. Og så skal man bare have de fine blotting papirer med i tasken, og dagen kører. Dem bruger man til at duppe og mattere huden med uden at man altså så behøver at lægge endnu et lag pudder på makeuppen. Helt ærligt; såååå tjekket!

4 Comments
Previous Post
Next Post