Hjemve, Karriere, Børn og Hoteller i Herning

2016-01-17 11.22.53

Altså, man må jo nærmest ikke sige noget om det der med at have både børn og et arbejde, uden at få ørerne i maskinen. Selv ordvalget er problematisk: Er du en mor, der arbejder, men henter børnene kl 1602, er du en karrierekvinde. Er du en far, der arbejder, men henter børnene halv fem er du en familiefar.

Der er meget man ikke må tale om, for hvis man gør det, træder man nogen over tæerne. Måske fordi vi alle vil bevise overfor os selv og hinanden at vi ALENE, hver især har truffet præcis de rigtige valg.

Og grunden til at jeg kommer til at tænke over det nu, er fordi jeg har siddet i en sky af hjemve på et hotel i Herning i aftes, og haft optur over hvor meget (godt, givende og spændende) arbejde jeg kunne få fra hånden, fordi jeg ikke var hjemme med mine elskede unger.

Sandheden er nemlig at intet af det er gratis – det er ikke gratis at have et arbejde, man virkeligt gerne vil lykkes med, og det er heller ikke gratis at have unger, man virkeligt gerne vil være sammen med. Det hele koster, og når man, som jeg er i 30-erne (lidt endnu), så kører det hele på de høje nagler samtidig. Er man først stået på toget er det ikke nødvendigvis verdens bedste idé at hoppe af – hverken familietoget eller arbejdstoget. Og måske har man – som jeg – heller ikke lyst? Vi får hele tiden slået på pukkelen af den ene ekspert efter den anden, at vi skal lade ipadsne være, at vi skal læse i halve og hele timer med begge vores børn (og følge deres interesser) hver dag. Vi skal også lave sund og nærende mad, og vi må ikke selv dyrke motion (så er vi nemlig selvoptagede). Der er nemlig tusind ting vi skal, og det pudsige er, at det hele stadig ligger på mødrenes tallerkner – den dårlige samvittighed i en sovs af selvbebrejdelse. Og hvor kommer den fra? Arvesynden?

Måske kunne vi begynde at rose hinanden for at klare hverdagen, og endnu mere: For at nyde den. At rose hinanden for at være gode til at være midt i livet, med alt det, der gør det sjovt og svært samtidig, i stedet for at knokle løs for at få gnedet alle bumpne ud. Måske var det faktisk muligt. Og som jeg sad der på mit hotelværelse og savnede ungerne, og elskede mit arbejde, så var der faktisk ikke så meget at have dårlig samvittighed over. Hverken det ene eller det andet sted.

2016-01-17 11.22.21

Ps – blomsterne fik jeg for en uges tid siden da mit lille firma fyldte fem år.  

11 Comments
Previous Post
Next Post