Mød Forfatteren, der kan få dine unger til at hvine, skrige af grin og ryste af (påtaget) skræk

Kasper Hoff er manden bag et væld af fantastiske børnebøger.  Som i virkeligt, seriøst, gode! Dr. Z-serien er noget af det sjoveste og bedste jeg længe har læst sammen med drengene, så derfor bad jeg om lov til at interviewe Kasper. Heldigvis sagde han ja!

Læs med her, og hør om den gode historie, arbejdsprocessen og ideerne:

DSC_1380 (1)

Lige for tiden læser jeg Dr Z sammen med og for mine to drenge på 8 og 4 år. De er helt vilde med eventyret, farerne og SAMTLIGE personer. Og vi griner alle tre samtidig. Hvor bevidst har du været om aldersspredningen når du har skrevet?

Jeg har tre børn, og det hjælper mig til at ramme den rigtige tone i forhold til målgruppen. Jeg ved instinktivt, hvad de vil synes er sjovt og spændende og jeg føler, at de kigger med over skulderen, når jeg skriver. Men når det er sagt, så tænker jeg ikke ret meget på læserens alder. Jeg prøver først og fremmest at skrive noget, jeg selv synes er sjovt. Jeg tænker heller ikke over, om sproget er for svært og lix tal og den slags. Faktisk må det hellere være for svært end for nemt. Vi udvikler jo kun vores forståelse af verden, år vi støder på noget, vi ikke forstår.

Som børnebogsforfatter står man lidt i et dilemma: Det er børn, der skal læse bøgerne, men det er ofte voksne (mødre, lærere og pædagoger) der vælger bøgerne til børnene. Og de har ikke nødvendigvis samme smag eller dagsorden. Voksne kan f.eks. være bekymrede for, hvad børn kan tåle at høre om. Lærere kan af og til have en tendens til at se bøger som et redskab til at lære at læse. Jeg ser det omvendt. Fortællingerne i bøgerne er målet, ikke midlet. Det er historien, det handler om, og en rigtig god historie appellerer til alle aldersgrupper.

I dine bøger holder du aldrig fast i en nostalgisk forestilling om børnelivet uden ipads og teknologi. Du skriver om moderne børn til moderne børn. Hvorfor?

Det er nok rigtigt, at jeg ikke har et nostalgisk syn på barndommen – eller på verden i det hele taget. Min serie, Zonen, handler netop om to børn, der opdager, at moderne teknologi ikke kun er årsagen til en masse af verdens problemer, men også løsningen på dem.

Som forfatter skriver man sjældent noget rigtigt nyt. Jeg står f.eks. på skuldrene af Homer og Jules Verne og en masse andre. Det er de samme historier, vi fortæller igen og igen, så min opgave som forfatter er at genfortælle de klassiske historier i en ny setting, der appellerer til nutidens læsere. Men en historie kan sagtens være klassisk og moderne samtidig. Iliaden bliver ikke nødvendigvis dårligere, fordi man flytter den i tid og tilsætter et et par ubåde og et raketbatteri.

Og dog … Der kan faktisk være to grunde til, at jeg undgår moderne teknologi i mine bøger. Den ene er, at mobiltelefoner er så kedelige. Ikke fordi der er noget galt med mobiltelefoner som sådan, men det er kedeligt at høre en telefonsamtale. Det er sjovere og mere dramatisk at overvære en samtale mellem to mennesker, der kan se hinanden i øjnene. Det er den ene grund. Den anden er, at teknologien udvikler sig så hurtigt, at ens bøger bliver forældede næsten før de er udkommet. Derfor prøver jeg at fremtidssikre mine bøger ved at opfinde teknologi med åben udløbsdato. I min serie, Gamerz, spiller de f.eks. computerspil med særlige briller, der sender videosignalet direkte ind i hjernen uden skærm. Det giver serien 10 til 12 år at løbe på, før den bliver overhalet af virkeligheden. Håber jeg.

Tænker du over, om du skriver til drenge eller piger?

Jeg tænker ikke over det. Det nytter alligevel ikke noget. Jeg har været forfatter i tilstrækkelig mange år til at vide, at man skal skrive det, man er god til. Det, der ligger lige for. Jeg har ind imellem som dramatiker forsøgt at ramme det brede publikum (læs: skrive en sællert), og det fungerer bare ikke. Det samme gælder mine børnebøger. Jeg er en mand, og jeg har ikke en særlig ”piget” side, jeg kan tænde for. Jeg skriver, som jeg skriver, og så må folk hænge på eller lade være. Jeg kan styre kønsfordelingen af læserne en smule, når jeg vælger hovedpersonens køn (generelt vil piger læse om piger og drenge om drenge,) men når først historien kører, så er køn ikke længere et parameter.

Du er enormt produktiv. Hvordan gør du? Hvor kommer ideerne fra, og hvordan omsætter du dem?

Jeg har levet af at skrive de seneste 15 år (heraf de første 10 år som dramatiker.) Det kan man kun, hvis man rubber neglene, for den enkelte børnebog giver ikke ret meget. Desuden har jeg tre børn, der skal have mad og tøj og cykler og mobiltelefoner. Det er altså i høj grad de økonomiske omstændigheder, der har lært mig at holde et højt arbejdstempo.

Idéerne til mine historier kommer, når jeg sætter mig ved computeren og arbejder målrettet på at få en god idé – ikke når jeg går tur skoven. Jeg sætter mig ned og skriver alt ned, der kommer ind i mit hoved. Hvad er jeg inspireret af for øjeblikket? Hvorfor er det fedt? Hvad har jeg lyst til at fortælle om? Så kommer der en masse dårlige idéer ned på skærmen, men det gør ikke noget. Pludselig kommer der én, der kan noget.

Hvordan genkender man så en god idé? Det er meget enkelt: En god idé er et kikhul ind i et større univers; ind i en historie, der venter på at blive foldet ud. Man kan skimte nogle elementer derinde – en begyndelse, et dramatisk højdepunkt, måske endda en slutning –  men man ved ikke præcis, hvordan de hænger sammen, eller hvordan den færdige historie vil se ud. Men man mærker, at når man først tager hul på historien, så vil det komme væltende. Det er en fantastisk belønning, når man har siddet i tre dage og forkastet den ene håbløse idé efter den anden.

Når jeg skal skrive historien – lige meget om det er et skuespil eller en børnebog – begynder jeg med at plotte de elementer af historien, jeg kender, ind på en tidslinje. Så danner der sig med det samme begyndelsen til en dramaturgi. Derefter fylder jeg de huller ud, der mangler i historien. Hvordan kommer jeg fra åbningsscenen frem til skænderiet i vaskekælderen? Hvilke bipersoner mangler jeg for at give historien fremdrift og hovedkarakteren modstand? Når jeg har et nogenlunde overblik, begynder jeg at skrive. Men jeg skal også passe på ikke at vide for meget! Jeg risikerer, at historien er fortalt færdig – før jeg har skrevet den! Der skal være noget at gå på jagt efter. Noget, jeg ikke ved.

At skrive en bog er ligesom en arkæologisk udgravning: Jeg ved, at når jeg graver i jorden på dette sted, dukker der en noget spændende op, men jeg ved ikke præcis hvad. Det er denne spænding, der skal drive skriveprocessen. Ligesom læseren er jeg også spændt på, hvordan hovedpersonen klarer den næste udfordring.

Hvad gør eventyret i historier til børn? Og hvad ER et eventyr for børn? Er der nogle faste elementer, du mener det bør indeholde?

Jeg ved det simpelthen ikke. Det er vel de samme ting som i eventyr for voksne. Muligvis med lidt mindre sex og gigt og bitterhed over uindfriede forventninger til livet.

Hvordan mener du at vi som forældre i en tid med computerspil, ipads, lange skoledage og lektier kan hjælpe vores unger med at holde fast i fantasien og legen?

Jeg har skrevet serien Gamerz bl.a. for at undersøge det spørgsmål. Computerspil og iPads er en stor og vigtig del af børns leg, og en vigtig ramme om deres sociale fællesskaber med deres jævnaldrende. De taler om det med hinanden, udveksler erfaringer og hjælper hinanden videre. Der er ikke et modsætningsforhold mellem computerspil og fantasi og leg. Men de skal selvfølgelig ikke stå alene. Som forældre kan vi inddrage vores børn i vores liv. De har mere brug for at hjælpe os med at lave mad og gå på posthuset, end de har for, at vi viser dem, hvordan man leger. Det skal de nok finde ud af, hvis de ellers får noget input fra os, tror jeg.

Jeg har bedt Kasper vise os, hvor han arbejer (ja, jeg ER nysgerrig) se her:

A1

Jeg skriver som regel på mit kontor på Christianshavn. Vi er seks om at dele kontoret, og det er – som det ses – meget ydmyge forhold. Men det er kun godt. Det er skal ikke være for mange distraktionsmuligheder. Sedlerne på opslagstavlen bruger jeg til at holde styr på mine projekter, og de lyserøde og blå sedler til højre er strukturen til to forskellige historier, jeg arbejder på.

2 Comments
Previous Post
Next Post