Sygdom, Randers, Stressede Pædagoger & Svinekød Som Kulturbærer.

Begge drenge er nede med feber og noget som jeg er bange for er influenza, nu. Det sætter sin naturlige begrænsning på effektivitet og lægger også alle mulige dæmpere på, hvad der er praktisk muligt. Natten har været hård og morgenen var ladet med røde kinder og klynk.

Men morgenen bragte også nyheden om at vi nu er blevet et land der er så bange for at vores kultur kan forsvinde, at vi tvinger børn i børnehaver til at spise svinekød. (Se her) Som om svinekød er decideret kulturbærende. Som om Danmark og dansk kultur er gået under fordi vi spiser pizza, pita og rød peber (som jo ret beset heller ikke er dansk).  Eller ris. Eller karry. Eller ting med vanilje på. Ingen af de ting, kommer fra Danmark.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke at vi er blevet et land, der er så bange, så frygtsomt og så, ja, dumt, at vi tror at vi passer på os selv ved at ødelægge andres basale tryghed. Som om svinefars er et værn mod det fremmede, og som om vi passer på danskheden ved at insistere på flæskesteg.

Jeg synes simpelthen vi udstiller os selv, som idioter, og jeg kan heller ikke regne ud hvorfor det er maden i institutionerne, politikerne synes de skal blande sig i når der er andre væsentligere emner at kaste sig over. Vilkårerne for børnene for eksempel. Vilkårerne for pædagogerne, for eksempel. Nedslidte institutioner. Personalepolitiken. Stressede pædagoger. Alderen, børn begynder i børnehave, i de forskellige kommuner, for eksempel.

Jeg håber bare at det, de serverer er fri for penicillinrester, for vækstfremmere og for alt det andet, vi hælder i de stakkels dyr. (se her) Mine unger får i hvert fald ikke svin fra konventionelle landbrug; kald mig bare sippet, men det er satme uhyggeligt, hvad der kan være plads til i kødet på sådan en gris.

Med andre ord: En lækker perlerække af uforståeligheder præger den beslutning.

10 Comments
Previous Post
Next Post