Hverdag i familien

Der er en del debatter for tiden (de er der måske hele tiden?) om hvordan vi har eller ikke har fat i en fornuftig måde at indrette vores arbejdsliv og vores privatliv. Især når man har børn, synes det meste at svinge ret dårligt. At det nok aldrig har været muligt at leve det perfekte afbalancerede liv (i bondesamfundet arbejdede børn fra de var tre år og i den tidlige industrialisering lænkede man dem fast i sengen til mor og far var hjemme fra arbejde), savner jeg ind i mellem opmærksomhed på. Om ikke andet så bare for at vi mødre og fædre ikke skal piske os selv med dårlig samvittighed.

Vores børn har brug for os, ja. Det er der ingen tvivl om. Men hos mange af de, der rådgiver os børnefamilier til at opgive alt fra yoga til speltboller for at sidde og stirre på vore unger (som også er dejligt), mangler der muligvis også en anden balance, nemlig den at vi vel også skal hjælpe vore børn ud i en form for selvstændighed? Én hvor de selv kan tage beslutninger, kan lave fejl, og ind i mellem kan lave ballade uden at der står en voksen og har set alt.

Jeg kender børn der går til fire aktiviteter på en uge. Hvor forældrene indretter begge deres arbejdsliv efter barnets aktiviteter, og hvor legeaftaler skal bookes fire uger i forvejen. Jeg kender også børn, der selv kan lave deres aftaler, og selv har styr på lektierne uden at lide nogen nød den vej. Nogle gange glemmer vi, tror jeg, at forældreskab ikke handler om at afvikle dårlig samvittighed eller om at modarbejde alle de ting, der KAN gå galt, men om at lære vore børn at indgå i en familie, eller i en sammenhæng, hvor der skal være plads til alle: Også at mor går på arbejde, at far gør det samme, eller at lillesøster skal til dans om lørdagen, hvorfor storebror så må springe et hold drama over. Så når vi lige om lidt igen skal igennem bjerge af dårlig samvittighed over ikke at kunne sætte flueben ved alle aktiviteter hver eneste dag, så tror jeg vi skal huske os selv på at det er hverdagen, vi skal lære vore børn at navigere i inden de bliver voksne.

 

5 Comments
Previous Post
Next Post