Glædeligt Nytår!

Glædeligt nyt år, kære læser. Og tak fordi du stadig er her. Jeg håber at du og dine er kommet godt ind i det, og at der var glimmer nok til at vare hele året. For jeg tror vi har brug for det, glimmeret, festen og fremfor alt hinanden. 2015 var ikke det fineste år – der har været mange andre af den slags år, men det var som om vi i 2015 blev kollektivt udfordret. Terror, flygtninge og valg, som vi ikke kunne blive bare nogenlunde enige om har gjort at vi i Danmark og i verden ikke er så tætte, som det kræver at løse de udfordringer vi står overfor. Så vi har brug for at feste, vi har brug for at tænke, vi har brug for at handle, og for at puste liv i et år, der meget gerne skal være bedre end det sidste. Jeg har tænkt mig at være mere åben for ideer og mennesker. Jeg vil øve mig i at huske at mine egne holdninger også skal udfordres, og så vil jeg (blive ved) med at hjælpe hvor jeg kan. Også selvom det ind i mellem sikkert i det store billede ikke nytter, så tror jeg at alle venlige handlinger må gøre verden til et bedre sted. Og så vil jeg vende røvhullerne ryggen. Alle dem som spyr galde, taler grimt om andre, vil tage deres vielsesringe når de har sejlet hen over dødens gab for at komme i sikkerhed. Alle dem, vil jeg vende ryggen, men først når jeg højt og tydeligt har sagt, hvad jeg mener om dem. Og så, så vil jeg feste, danse, kysse og grine mere. Meget mere. Jeg håber du har lyst til at være med herude.

Glædeligt Nytår!

PS – vi er hjemme fra ferie. Det var for vildt. Jeg har en masse historier med hjem, som jeg glæder mig til at dele.

7 Comments
Previous Post
Next Post