Om De Fantastiske Få – og hvad vi andre kan gøre

I sidste uge kom jeg ret sent forbi en gruppe flygtninge på Hovedbanegården. Små børn, ældre mennesker og alle dem midt i mellem. De sad og lå på tæpper på gulvet i den decemberkolde forhal. Foran dem stod en mand, med en jakke på, hvorpå der var broderet “Intet menneske er illegalt”, og han passede tydeligvis på dem. Jeg talte med ham, og han fortalte mig at der hver dag kommer ca 800 såkaldt illegale flygtninge igennem Hovedbanegården. Han, og en lille gruppe dedikerede mennesker, hjælper dem.

De hjælper dem, som de eneste.

De står der nat og dag og tager imod, de koordinerer vintertøj og varme tæpper, de sørger for mad, og drikke og de små ting, der i øvrigt er brug for og hjælper dem med at finde videre ud i verden, om det er her i Danmark eller andre steder.

Vi kan mene hvad vi vil om hvem der skal være hvor (personligt synes jeg at Sveriges eksempel er det bedste og jeg skammer mig over Danmarks ikke-eksisterende velvilje), men der står mennesker på vores fortorv, her i lille fine pæne Danmark uden det mest basale. Vi er nødt til at gøre noget.

Jeg har været derinde et par gange siden. En gang med penge, og i dag med mad, tæpper, bamser til børnene, varme huer vi havde dubletter af, et par flyverdragter, sutter og en pakke bleer. Der er brug for vores hjælp, om ikke andet for at vise de dedikerede og gavmilde mennesker fra Facebookgruppen Hovedbanegårdens Frivillige, at de ikke er ene om at bekymre sig.

Her finder du en oversigt over, hvad der er brug for. Husk at koordinere mad og andet med gruppen inden du kommer. De sidder som sagt på en bænk i forhallen. Der er ikke nogen hjælp fra kommunen eller det offentlige, eller noget som helst andet, end den hjælp frivilliggruppen tilbyder lige netop der.

11 Comments
Previous Post
Next Post