Det er kun tirsdag

Neiiiiii muuuuuuaaaaaaarh” skreg Sofus i det morgenmørke regnvej. “NEIIIIII. IKKE IGEN! Du er åååååååånd”. Og det var jeg. Jeg gav det stakkels stakkels barn regnbukser på. Fordi det regnede. “Sommer og vinter, sommer og vinter altid altid altid skal jeg have regnbukser på“, skreg Sofus. Og fortsatte grædende, skrålende skrigende.

NEEEEEIIIIIII“, skreg Sofus, da jeg havde spændt ham fast på cyklen.

Og så cyklede vi.  I novemberregnen gennem Østerbro med hans taske fuld af to økser og en blå skilpadde, og min tålmodighed hængende i den tyndeste tråd bagefter os.

“NEIIIIIII- HUN ER IKKE MIN MOOOOOOAAAAAAAR” råbte barnet gennem hele Østerbro og satte kronen på værket på Ryesgade hvor han skreg: “HJÆLP MIG” til en dame under en paraply.

Det er der jeg er træt. Der jeg bander regnvejr og regnbukser og november, og syge børn, og tidlige morgener og fucking havregrød, og vand i mine støvler og min mascara der drypper fra overlæben ned i munden på mig, langt langt langt væk, og jeg er på nippet til også at bande alle andre langt væk, eller bare indlogere mig på noget femstjernet i et par dage. Det er November, og jeg har glemt hvor dårlig jeg er til det kolde, det grå, det våde. Og det er kun tirsdag.

22 Comments
Previous Post
Next Post