Strøtanker og lyserød i det sorte

Efter ønske fra en læser er billedet her, så lyserødt som det kan blive. Forklaring følger længere nede i indlægget.

Det er mandag, det regner, det er november, eller rettere: NOVEMBER, og livet går videre på trods af alle de mennesker, der mistede deres liv i fredags. Jeg er ikke kommet nærmere på ikke at være bange, jeg er heller ikke kommet nærmere på rigtigt at forstå, hvad der er sket.

Sofus er rask igen (endelig) og i børnehave, Elias er glad og i skole, og vi har haft en af den slags weekender, man ønsker sig, når alt er sortest. Tæt og nær, og fuld af ønsker og håb for at man på en eller anden måde kan holde vilkårlige grusomheder væk fra dem man elsker.

Jeg fik en mail i lørdags, hvor en bloglæser spurgte mig, om ikke nok jeg ville lade bloggen her være et frirum, fuld af blomster og kager og hygge, for det var faktisk det hun havde mest brug for når verden er grusom. Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun sørge for mixet og for at bloggen her er så ærlig som den kan blive. Jeg har ikke tænkt mig at gå i sort, og jeg lover der kommer rosa ting på senere eller snarest, men det er tosset, det der sker i verden, og det er ikke til at holde dem i armslængde. Jeg tror vi skal tale, tænke og lade os optage af hvad der sker, så vi er i stand til at gøre noget; både for de mennesker, der kommer ind på gummibåde på Lesbos i Novembernatten, og for os selv, for at stå sammen og værne os mod angsten, som kommer krybende. Men lukke øjnene og lukke det ude, det kan vi ikke. Og jeg tror heller ikke vi må.

8 Comments
Previous Post
Next Post