Jeg havde næsten glemt det…

Sofus er syg. Han er fire år, hans verden er stor, og kroppen er lille og han har høj, høj feber. Natten er en omgang mareridt krydret med roderi og snot, og kroppen er så varm, at man ikke forstår det. Han hoster og harker, og vinduerne står åbne, fordi vi alle er rædselsslagne for at den mindste varme giver strubehoste, og der er sugerør og vand, og juice og klude og dyner alle vegne, og roen er væk. For der er ikke noget, der gør mig så ude af mig selv, som når ungerne er syge. Man finder jo ikke rigtigt hjem undervejs. Det er hæsligt. Engang var de syge hele tiden. Nu er vi heldige, og det er ikke altid, bare nogle gange. Men når vi så står i det, så har jeg faktisk glemt, hvor slemt det er. Det er som om noget i forældrehjertet lukker det hele ned og væk, og man skynder sig at fortrænge den måde at være bange på, der kun findes om natten ved siden af et feberbarn. Vi ser film i stribevis, Sofus og jeg, og jeg fortæller ham at han ikke er faldet ned i et hul, og at han stadig har to hænder, når feberdrømmen har fat i ham. Det er så synd.

7 Comments
Previous Post
Next Post