Paradokset, lånet & de store børn

Forleden gik jeg på en bro, der forbinder Islands Brygge med Fisketorvet, og der hang disse sutter side om side med en masse kærlighedslåse. Det lignede en fest, men også en af den slags fester, der hænger sammen – for kærlighedslåsen kan jo meget vel føre til et liv fyld med sutter og flasker. Hjemme hos os er det slut med sutterne. Det er helt og aldeles overstået og hurra for det – vi er ved at have store børn. Som i rigtigt store børn! I går havde Sofus en ven med hjem fra børnehaven, som blev overdænget med kys og kram da han skulle hjem, og i morges vågnede Elias op med smil og glimt i de mørkebrune mandeløjne fordi han glæder sig helt vildt til en af vennerne fra skolen skal sove hos os i morgen. Mine børn er blevet store! De er kæmpestore. Børn med egne liv, som finder glæde og lykkeglimt sammen med andre unger, børn som ofte hellere vil andre børn end at være sammen med Johan og mig. Det er rigtigt hvad de kloge siger. Vi har dem kun til låns – og paradokset er tydeligt: For der er tider, hvor man ikke kan holde ud af være spærret inde i babyfængslet, og så er der stunder, hvor man allerhelst vil stoppe tiden.

2015-10-29 13.02.37

0 Comments
Previous Post
Next Post