Hjemløs Kærlighed & Den Kaffe, Der Ikke Blev Til Noget

 

I går interviewede jeg en kvinde på min egen alder. Hun skulle fortælle mig om sit arbejde som folkekær skuespillerinde i et land et stykke her fra. Der var kulturer mellem os, og sprog mellem os, og ellers var der egentligt ikke så meget mellem os. Vi talte om familie, og om den der work-life-balance, som jo nærmest er et mysterium på niveau med antik mysticisme, og i det hele taget om, hvordan hun fik det hele til.

Og i hver anden sætning, fortalte hun mig igen og igen at hun har mistet sin mor. For 11 år siden.

At hun stadig savner.

Hver eneste dag. At hun lærte noget af det, men nogle gange glemmer hvad det var hun lærte fordi det stadig gør ondt. Vi konstaterede i munden på hinanden at man bliver jaloux når andre har mødre, de skal mødes med og drikke kaffe (hvad er der med de caféture og vores mødre?), at vi bliver misundelige, os der har mistet vore mødre, når andres børn har mormødre, der krammer deres børnebørn ind mod de kroppe, de selv er blevet krammet ind mod. Som små. At mødre giver en lov til at være nogens barn på en særlig måde, og at man mangler dén mormor. Man har brug for dem. Mormødrene. Mormødre, der ved hvordan julen skal se ud, og hvordan skolebøgerne skal bindes ind.

På et tidspunkt så hun på mig og sagde: “Hænderne, for fanden!” Hænderne!!!!!, svarede jeg, hænderne savner jeg også. Ens mors hænder.

Jeg vokser aldrig fra netop det savn. At holde min mor i hånden.

15 Comments
Previous Post
Next Post