Om at stoppe med at bruge sut (Og hvorfor nissebørn skriger)

Sofus har smidt sutten. Over hovedet ikke frivilligt, og slet ikke med god vilje, men med fast forældrehånd, er den blevet taget fra ham mandag morgen. Sofus er fire, og ja, jeg ved godt at det er sent, men nogle gange er der mere brug for den slags trøst end andre, og Johan og jeg har simpelthen ikke kunnet nænne det.

Først og fremmest galt det om at finde det rigtige tidspunkt at gøre det på – ikke så meget for Sofus, men for os. Johans kalender er fyldt med koncerter og arbejde, og min er fyldt med arbejde og foredrag, og vi er faktisk inde i en periode, hvor der nogle gange er fem dage i mellem at vi er hjemme en aften begge to. Derfor er det en lidt skrøbelig tid for os, efteråret. Sådan har det været hvert år, næsten lige så lang tid, jeg kan huske: Efteråret er for vildt.

Så undskyldningerne er vores, og Sofus har haft proppen siddende godt fast i munden. Mandag morgen skulle det være – vi lagde op til det en uges tid inden, og fik talt med ham om det. Søndag aften samlede vi sutterne ind, så de kan blive sendt til julemandens skrigende, sutteløse, nissebabyer (spørg mig ikke hvor den historie kommer fra, men både Elias og Sofus (og jeg) er overbeviste om at julemanden findes).

Mandag morgen tog Sofus sutten ud af munden, lagde den i kassen, og gik i børnehave. Der var lidt vrøvl og savn mandag aften, og Sofus foreslog også at han kunne få en slikkepind (!), men det gik og han faldt i søvn. Tirsdag morgen blev han lidt ked af det, og foreslog at han kunne få et bolsche (!), men så har det faktisk også været det. Så nu har jeg altså et yngstebarn, uden sut og uden ble, et yngstebarn, som snakker som et vandfald og helst vil have godnathistorier der forklarer hvad evolutionen er, og hvordan big bang foregik. Og jeg forstår det ikke. Slet ikke. Jeg som engang havde fornemmelsen af at bo i en tunnel uden søvn, uden lys, omgivet af sutter og bleer med tis i, jeg har simpelthen to store drenge nu, og er færdig med babyer. Det er et nyt liv, men så længe de begge to gerne vil kramme, kysse og holde i hånd med mig, vælger jeg at undgå panikken.

9 Comments
Previous Post
Next Post