Om venlighed og hundehoveder

Nå, men forleden skulle jeg ringe efter en taxa. Jeg var i en afsidesliggende by i Jylland og skulle bruge en taxa ud af byen. Jeg ringede til det største taxaselskab for at bestille en taxa. Samtalen forløb sådan her:

Mig: Hej, jeg hedder Julia, jeg vil gerne bede om en vogn fra X til Y.

Damen: Hvornår vil du hentes?

Mig: Jamen det ved jeg ikke, hvor lang tid tager det at køre fra X til Y?

Damen: Hvor skulle jeg vide det fra?

Mig: Øh, jamen jeg troede jo at I vidste den slags?

Damen: Nå, jamen så kan du lige tro om igen. Hvornår vil du hentes?

Mig: Jamen jeg ved det virkeligt ikke. Jeg skal være på station Y klokken 18.

Damen: Hvad vil du så have jeg skal gøre?

Mig: Finde ud af hvor langt der er og sig hvornår jeg skal hentes?

Damen: sætter ventemusik på uden at sige noget først og kommer til at glemme at holde knappen nede, så jeg kan høre at hun højt siger: “Åndssvage hundehoved!”

Det var så her, jeg måtte bede hende om at tale pænt til mig, hvorefter hun smækker på! Da jeg ringer op til byens enmandstaxaselskab var tonen venlig imødekommende og meget professionel, men helt ærligt. Hvor kommer den slags sure damer fra? Jeg troede finanskrisen havde lært os alle sammen at være en kende mindre arrogante? Men åbenbart ikke. Jeg tror rimeligt meget på venlighed, og de gammeldags dyder i at tale pænt til hinanden som absolut minimum, og jeg tror helt ærligt bare at man skal drysse al den venlighed man kan finde ud over verden, som var det glimmer og konfetti. Og nu vi er ved det: Lære sine unger at sige tak for mad.

13 Comments
Previous Post
Next Post