“Har altid syntes, at han var en idiot”: Interview: Maise Njor & Lisa Grue: Om venindeskab, mobiltelefoner og venindebogen Sød Tøs

Jeg har været stor fan af Maise Njor sådan cirka altid; og jeg har faktisk mødt hende et par gange, og nærmest været star struck. Hun er en af de dygtigste skribenter indenfor memoirgenren herhjemme og jeg er vild med hende. Lisa Grue er en af de få illustratorer, der kan være finurlig og tøset uden at være barnlig, og som kan flette det hele sammen til små eventyr – disse to fantastiske damer har nu lavet en bog sammen. Sød Tøs, som udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof. Bogen er essays og illustrationer, som forholder sig til det at være veninde, og samtidig er den også en voksen og vampet udgave af venindebogen. I dén anledning har jeg interviewet dem, læs med her:

Lisa Grue og Maise Njor.
Lisa Grue og Maise Njor.

Hej Lisa, Hej Maise – er I veninder? Hvor kender I hinanden fra? Ud fra jeres venindetype-oversigt (den får du nederst i indlægget her), hvilken slags er I så?

Lisa: Maise og jeg har lært hinanden at kende i forbindelse med vores arbejde. Men da vi begge har et arbejde som jo rent faktisk mere er en livstil. Så har vores fælles umiddelbarhed og interesse for at grine bragt os sammen.
Maise: Jeg er total fan af Lisa! Vi kender hinanden fra dengang vi begge arbejdede på Eurowoman, og hun nogle gange lavede illustrationer til mine klummer, og der fornemmede jeg, at hun og jeg var på samme bølgelængde. Jeg lader også som om jeg er nuttet …! Og Lisas tegninger har det der umiddelbare “pæne” over sig, som så ved nærmere eftersyn viser sig at blive forstyrret af nogle stærkt upassende ting i billedet. F.eks. har hun gemt en diller på forsiden af vores bog. Men vi er stadig mest arbejdsveninder – og det skal der laves om på snarest! Derfor tager vi til New York sammen om lidt.

Jeg er meget vild med ideen om en poesibog for voksne – hvad er der med det format, som bliver ved med at fascinere os?

Maise:“Jeg har stadig mine gamle poesibøger og venindebøger, og det er sjovt at kunne tage dem frem af og til og se, hvad folk svarede, da de var ti – og så tænke på, hvor de er i deres liv nu. Der er også noget dejligt i at blive bedt om at svare på spørgsmål, fordi det tvinger en til at tænke lidt over sit liv. Forhåbentlig kan spørgsmålene også give anledning til nogle gode snakke med veninderne – nogle gange kan samtalerne køre lidt i ring, når man er sammen med de samme veninder. Så det er godt at kaste nogle nye emner på bordet.”

Lisa: “Tror vi har brug for nogle ting i vores liv som ikke er så flygtige. Noget som er håndgribelig, og bestående. Når man sætter sig ned og udfylder en venindebog, så viser man sin veninde at man gerne vil bruge tid på hinanden og reflektere over sit venindeskab.”

Hvorfor skal den være i bogform, når vi lever i en digitaliseret tidsalder?

Lisa: “Som før nævnt lever vi en tid hvor alt er så flygtigt, og hvor nærvær og fordybelse er en mangelvare. Derfor mener jeg at vi i fremtiden vil se flere og flere tendenser som peger mod aktiviteter der manifestere sig fysisk. Så det at sidde med en kuglepen og nedfælde tanker om ens liv, det kræver en anden form for ro end at sende en SMS eller en opdatering på Facebook.”
Maise:“Nettet er flygtigt, og det kan godt være, at alle siger, at det er så smart, at man f.eks. har sine feriefotos på computeren, men så spilder man en kop te ned i den, og så er alle ens minder væk fordi man selvfølgelig ikke får gemt dem, som man lover sig selv, hver gang man lægger nye ind! Det er heller ikke særlig hyggeligt at sidde og nusse med gamle mails fra veninder – det er da meget dejligere at sidde med limstift og bøger og små æsker og lave memory-boxes …”

I skriver i bogens indledning at vi skal stoppe med at tage billeder af maden og tale med hinanden i stedet. Synes I vi mister kontakten?

Maise:“Jeg synes det er så FLABET når jeg er sammen med mine veninder, og de sætter sig til bords, mens de lægger mobilen ved siden af gaflen! De eneste, der vel EGENTLIG har brug for, at man kan få fat på dem døgnet rundt, er Rigshospitalets hjertelæger, og dem kender jeg ingen af. Det kan godt være, at det er normalen, at alle har deres mobiler i hånden under en middag, men så kan jeg ikke lide “normalen” – for jeg føler, at det er et fravalg af samværet med mig. Tænk lige over, hvor sært det må se ud for en, der lige er faldet ned til jorden: Fem veninder sidder sammen og spiser kage, og ingen taler i hele sætninger fordi de skal sende billeder af kagen til andre, som slet ikke er til stede, og som de måske ikke engang kender. Det giver jo ikke mening!”

Lisa: “Nu må jeg jo starte med at feje for egen dør. Og denne form for opsang om nærvær og ikke lave opdateringer midt i selskab, er ligeså meget henvendt til mig selv. Jeg synes i den grad af mange at vores forskellige forhold har brug for at vi kigger hinanden i øjnene frem for at kigge ned i en skærm.”

Jeg er 38, alle mine veninder har små og mindre børn. Vi aflyser aftaler med hinanden på grund af lus, bræk og skoldkopper – hvordan ser der ud på den anden side af det i Venindeland?

Lisa: “Åhh jeg ved det ikke helt. Min dreng er lige blevet 7år. Så nu er jeg først begyndt at kunne fører en samtale uden afbrydelser, og det i sig selv skaber jo en mere stabil grund for et nærværende samvær.”

Maise: “Det giver sig selv, at det er svært at få tid til andet, end børnene, så længe de er små. Men det er jo måske lige præcis der, at det kunne være rart med en pause, og være godt at tale med nogle veninder. Når børnene er ældre – mine er 11, 15 og 18, er det meget nemmere at lave aftaler med veninder. Og mine børn elsker faktisk de aftener, hvor vi er sammen med mine veninder og alle børnene, som de har kendt altid. Forleden sagde hende på 15, mens hun spiste chips: “Smagen af chips, lugten af røg, lyden af jer der snøvler og griner når I har drukket rødvin og Pernilles jyske dialekt minder mig om en perfekt aften.” Og der må jeg give hende ret.

Skærmbillede 2015-08-18 kl. 15.28.23

Skærmbillede 2015-08-18 kl. 15.28.34

Sød tøs stor

FIND BOGEN HER.

7 Comments
Previous Post
Next Post