Velkommen hjem! (Og velkommen tilbage til hverdagen)

Det var jo lige før jeg lod champagnepropperne springe og pustede balloner op, da Johan i går aftes endelig-endelig-endelig kom hjem efter 14 dage i Paris. (Det blev til hvidvin da ungerne var lagt).

De fjorten (fik jeg sagt 14?! F-J-O-R-T-E-N!) dage har godt nok været lange, og ungerne og jeg har lært et og andet om familieliv. For det det første har vi savnet ham ind i knoglerne alle tre. Den første uge gik sådan set helt ok, men da vi nåede til uge to var savnet helt sindssygt og ungerne begyndte at være rigeligt kuldrede. Jeg var ikke nok. Ikke at jeg har været i tvivl om at Johan og jeg er bedst når vi er sammen, men ungerne mærkede det også. Efter tre forældremøder uden Johan, efter eftermiddage med lektier, madlavning og kaos uden Johan og efter at sige nej til begge børn i en lind strøm, uden Johan, er det som om verden igen vender rigtigt, nu hvor han er hjemme. Jeg forstår ikke, på nogen måde, hvordan forældre kan være alene med både to-tre og fire børn. Sådan rigtigt alene. Enlige forældre. Jeg synes simpelthen at det er så imponerende, og jeg må sige (som jeg igen og igen opdager), at jeg elsker vores hverdag. Jeg elsker når det er hverdag, når det hele ruller. Jeg elsker at være familie, og jeg elsker at være det sammen med lige netop Johan. For én ting er praktikken – noget andet er den der lille følelse af konstant kærestesorg over at savne hinanden når man ikke er sammen. Hverdagen holder max.

7 Comments
Previous Post
Next Post