Derfor stod Elias & jeg op klokken 0515

Midt i alle verdens menneskeskabte katastrofer, som mildest talt optager Elias og mig for tiden, sker der gode ting. Elias er nemlig blevet fan af Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut. I dag steg han ind i en rumraket og blev fløjet op mod stjernerne, og da det skete blev drengedrømme vakt, samtidig med at vi spiste kiks i sofaen, pakket ind i dyner. Elias VILLE se det. Han ville se hele den lange optakt, og eftersom vi har læst avisartikler om det i tre dage nu, var der ikke så mange nye informationer. Jeg havde lidt tvivl om, om det var en god idé at se det – altså hvad nu hvis skidtet sprang i luften for åben skærm med en 7årig, der så det hele? Det talte vi om, Elias og jeg, og efter Politiken i går bragte en side om alle de ting, der kunne gå galt, tænkte jeg at Elias var forberedt. Den læste vi nemlig tre gange. Men der er noget helt filosofisk i det: For nyhederhederne flyder over med mennesker på flugt, mennesker, der ikke har noget tilbage, og her – her er der så en nyhed om en mand, der ved hvad risikoen er, og alligevel lever sin drøm ud. Jeg tænkte, at det ikke var det dårligste Elias kunne få med. Så der sad vi så. I halvanden time, med bankende hjerter, indtil raketten var skudt af, og vi kunne ånde nogenlunde lettet op. Andreas Mogensen kommer efter planen hjem om ni dage (det skal vi også se), og hvis du eller dine børn også har en lang række spørgsmål til astronautlivet, så læs en masse gode svar her.

7 Comments
Previous Post
Next Post