Jeg er bange. Og verden er stor.

Måske er det fordi jeg bliver ældre, klogere. Eller også er det fordi jeg bliver ældre, mere bange. Måske er jeg bare naiv, og er ikke i stand til, til hverdag at rumme, alt hvad der sker, og har så lige pludseligt taget mig sammen og ser tingene tydeligere. Men jeg er bange. Ikke så jeg går rundt og ryster, men bange på den der stille måde, hvor noget fylder hele tiden. Verden er (som altid ville kynikerne sige) i tumult. Syrien og Balkan svømmer over med mennesker, der prøver at komme væk fra deres hjem. Grækenland, Italien, Nordafrika. Kysterne bestormes, og Europa forsøger at finde måder at undgå at gøre ret meget. “Vi må diskutere det” læste jeg en politiker skrive. Diskutere? Der står mænd, kvinder og børn (BØRN!), der ikke mere har et sted at bo. Eller et sted at leve. Mennesker, der ikke kan få mad på bordet. Desperate mennesker med børn (BØRN!), der mangler alt fra højre sko til et sted i verden, hvor der ikke springer bomber om ørerne på dem. Så er der angreb på flygtningecentre. I Danmark. I Tyskland. Og Tyskland vores naboland tager 800.000 flygtninge ind næsten uden at blinke. De angreb på flygtningecentre, dem er jeg bange for. De mennesker, der gør den slags, de bor i Danmark, de er danskere og dem er jeg mere bange for end for de traumatiserede flygtninge. Så er der Odense kommune som når at få den fantastiske idé at skære ned i hjælpen til de mest udsatte børnefamilier. Igen: BØRN. Jeg er bange for Odense Kommune. Rigtigt bange. For dem der kan være ufølsomme overfor levede liv med en blyant i hånden, dem tror jeg virkeligt man skal frygte. Først da en enkelt modig sjæl, en socialrådgiver nægter at parere ordre og pege de børnefamilier ud hun vil holde op med at hjælpe, reagerer medierne og så reagerer Odense. Og jeg er bange for at vi ikke er nok som hende, hende den modige. Hende der risikerer sit job for andre. Hvor mange af os har nosserne til at stå op for andre, når så mange af os ikke engang kan finde ud af at stå op for os selv? Dér bliver jeg bange. Jeg har to børn. Hvad er det vigtigste jeg kan lære dem, i denne verden, tænker jeg nu? At stå op for sig selv, for andre, og at stå så rankt så de ikke er bange for at åbne dørene for dem, der har brug for hjælp. Det hele handler om børnene. Altid.

21 Comments
Previous Post
Next Post