Kolonihavelivet og grunde til at vælge det – Del 1

Jeg har fået en del mails, hvor læsere spørger, om jeg vil forklare lidt om, hvad der er fedt ved kolo-livet. Og det vil jeg faktisk rigtigt gerne. I stedet for at lave en lang liste, vil jeg dele det lidt op, og forsøge at komme med nogle eksempler:

I lørdags var der en meget fantastisk kvinde, mor til to og i virkeligheden med nok at se til, som havde taget initiativ til at alle kolonihavens mange børn kunne komme på besøg hos Werner. Werner er 85 år gammel og har haft kolonihave i mere end 30 år. Han bor i et rødt hus, hvor der er blevet bygget om, og til, som årene er gået, med en snirklet og velplejet have, og med lygter og krukker og flag og vindmøller i haven. I år er det Werners sidste sommer i haveforeningen, han er blevet for gammel, synes han, og han vil gerne give den ordentligt videre.

Werner havde forberedt sig på børnenes besøg, og havde små sedler med stikord liggende. Han skulle nemlig fortælle sit publikum om, hvad det vil sige at være barn i 1930-erne og 1940-erne. Uden varmt vand. Uden et fast sted at bo. Med fem søskende og en isvinter. Med en mor og en far, der rykkede rundt fra sted til sted, og om hvordan man byggede cykeldæk af hvad man nu kunne få under krigen. Om at købe gammelt brød hos byens bagere om morgenen, så familien kunne få morgenmad, om at blive mobbet i skolerne, og om alligevel at synes at man havde haft en god barndom. Om forældrenes kreativitet, og om sammenhold, lege og stor omsorg for hinanden.

Det var så rørende en fortælling, og så fantastisk vidunderligt at se de mange børn sidde stille i en time, og høre efter. Og det er noget af dét der gør at kolonihavelivet er så vidunderligt, synes jeg, at der er fællesskab, rummelighed og respekt mellem generationerne. Elias, Sofus, Johan og jeg lærte mere sammen på den time hos Werner, end vi har gjort længe.

IMG_8005

6 Comments
Previous Post
Next Post