Vi Skal Male Koloen (og jeg mangler et trick)

IMG_0097

Det meste af forsommeren har været våd og regnfuld, så vores projekt med at få malet kolonihavehuset har trukket ud. Eller: Vi er ikke kommet i gang endnu. Hele huset skal males udenpå (hedder det det?), og efter sidste fadæse har vi søgt professionel hjælp; det betyder at vi i går stod hos Flügger for at få råd og hjælp. Vi stod der i butikken i går formiddags med to drenge på speed. De kunne simpelthen ikke stå stille. De væltede rundt, løb efter hinanden, var flade af grin og gemte sig bag de store spande. Jeg hævede ikke bare stemmen til sidst, jeg råbte. Den der tog det mest roligt var det venlige menneske bag disken, som mens han stille og roligt rådgav os om hvordan vi greb projektet an, hvordan vi skulle rense huset af inden malingen, og hvordan man skulle dyppe penslen i spanden for det bedste resultat, smilede til ungerne, lod dem trykke på knapper, og bare var flink. Det er satme sjældent man møder den slags overskudstyper!

Nå, men huset skal være blåt. Jeg har tidligere fortalt om det farvekort, vi fik fra Flügger, som de har lavet sammen med Nationalmuseet ud fra nuancer brugt i forskellige perioder på huse og vægge i Danmark. Vi valgte denne blå nuance:

IMG_1144

Med råd fra den tålmodige ekspert hos Flügger valgte vi ikke den helt hvide til stolper, døre, vindueskarme etc, men denne mere cremefarvede hvide:

IMG_1143

Vi går stille og roligt i gang i denne uge, og eftersom ungerne jo er med, går det nok ikke hurtigt med det store skift fra grøn, grå og sort til hvid og blå. MEN: Hvad gør man med de planter der vokser tæt ved huset? Har du et trick? Skal man fjerne dem, eller kan man redde lavendlerne? Lad mig endelig vide, hvis du har en idé.

10 Comments
Previous Post
Next Post