Om værdighed og angst

Hvis du læser med herude ind i mellem, så har du nok gættet at jeg ikke stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg er faktisk engang i tidernes morgen blevet trollet noget så grusomt herude på bloggen af partisoldaterne fra det parti, og den aggression, der lå i det, har jeg sådan set heller ikke glemt.

Nu har de vundet.

Nu kan alle vi, der gik i vores venstreorienterede vattede forventninger om at verden da måtte få øjnene op for at det parti kun vil nogen det godt og ikke alle det bedste, lære det. Vi skal i hvert fald lære noget. De har vundet. Dansk Folkeparti har vist de politisk ukorrekte følelser respekt.

De har vist omsorg for smålighed, de har taget den almindelige danskers lille snigende angst for den store verden alvorligt, og har lyttet til alle de stemmer, vi andre har været dumme nok til at vælge fra.

Vi er nogen, der har boet i en osteklokke, og bare troet at verden ville se, se ud og se op, og læne sig trygt tilbage i at angsten, dén skal man ikke støtte.

Men nu har de vundet.

Nu er det Dansk Folkeparti, der har vundet. Nu får vi en statsminister, der ikke kan holde sig vågen til et internationalt klimatopmøde. Vi siger farvel til Danmarks Første Kvindelige Statsminister som under sin afgangstale i går huskede os på at hun overleverer et Danmark i topform. Og at piger og kvinder har muligheder i Danmark. Dét er værdigt. Helle er Danmarks bedste bud på en statsmand, og lige om lidt har en international organisation snuppet hende, og så ser vi hende kun i glimt i New York / London eller Tokyo. Vi er for små(lige) til den dame.

 

31 Comments
Previous Post
Next Post