“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”

Sådan lyder overskiften i denne kronik i Information.

Kronikken fastslår at vi ikke er klar over de langsigtede konsekvenser ved at tage så mange billeder af vores børn – og lægge dem på forskellige sociale medier, enten med kærlighedserklæringer eller med beskrivelser af den afmagt man ind i mellem som forældre kan føle ved at stå med en plageånd i den ene hånd og en skrigende hystade i den anden.

Jeg er enig; jeg synes ikke at vores børn skal være del af vore sociale profiler. Og jeg er klar over at jeg står alene med den holdning; jeg har masser af venner, kollegaer og bekendte hvis smukke, sjove, søde og skønne dejlige unger er nogle jeg dagligt nyder at se noget til på de sociale medier. Jeg liker folks babyer i ét væk! Jeg elsker at se hvordan se vokser, spiser og ser dejlige ud.

Men jeg synes faktisk ikke at vi bør. Og jeg er klar over at jeg bor i et glashus; især Elias har måttet lægge ryg til meget på skrift før jeg helt fattede omfanget af det.

Jeg prøver at skrive mindre nært om ungerne her, og i stedet for at skrive om hvordan de ER, skrive hvordan jeg HAR det med dem. Altså ud fra mine følelser. For behovet for at fortælle om dem er mit – det er ikke deres. Og jeg tror det er så vigtigt at skelne mellem hvad der er vores behov, og hvad der er børnenes. Faktum er: vi ejer ikke vores børn. Vi ejer ikke deres humør, deres ansigter, deres følelser. Som kronikøren skriver: Tænk hvis ungerne tog billeder af os og uploadede dem hvor som helst?

Jeg tænker blot, at ungerne er nogle vi skal passe på. Deres følelser, udseende, væren og væsen er et vi skal passe på. Og nej, jeg kritiserer ikke dig, hvis barn fylder dine sociale medier; jeg mener blot at vi skal passe på ungerne, og at vi ingen ret har til at deres digitale fodspor er nogle vi sætter.

(Og ja, jeg bor i et glashus, men derfor kan man hele tiden blive lidt klogere…)

16 Comments
Previous Post
Next Post