Blogføljeton #5: “I min branche har mit køn været et plus”

Camilla er en ganske særlig dame, og én jeg holder meget af. Hun er sej, stålsat og tør definere et kompromis. Hun når hver uge ud til tusinder af danske kvinder sammen med Femina, hvor hun aldrig er bange for hverken at bruge sig selv, eller stille spørgsmålstegn ved normer, for at vise sine læsere, at der er mange måder at være kvinde på. I dag svarer hun på de spørgsmål, jeg stiller i blogføljetonnen i anledning af UNESCO & L’Oréals pris, For Women In Science, som hylder kvinder, der kan noget særligt indenfor forskning.

Camilla Kjems_foto

CAMILLA KJEMS

Camilla Kjems er 41 år, mor til tre og en sej kvinde, der har gjort kometkarriere i mediebranchen. I dag er hun chefredaktør for Femina, hvor hun har en forkærlighed for at sætte åbenhed, rummelighed og nedbrydning af tabuer på agendaen.

Oplever du, at du er ligestillet?

Jeg er heldig at arbejde i en branche og en virksomhed, hvor jeg oplever at være ligestillet. Både i forhold til løn og indflydelse. Men jeg ved, at det langt fra er virkeligheden i alle erhverv.

Hvad har været den vigtigste præmis for din succes?

Det har været mod. Mod til skille sig ud, mod til at stå frem, mod til at udfordre mig selv, og mod på at tage udfordringer op og ansvar på mig. Med andre ord: Mod til – lige som mænd er så gode til – altid at tænke, at “det kan jeg da sagtens” i stedet for “nej, det er jeg nok ikke dygtig nok til.”

Hvad tror du, at dit køn betyder for dine faglige muligheder?

I min branche har mit køn været et plus, da jeg jo kender min målgruppe helt ind til benet. Men jeg fornemmer klart, at mit køn vil være et minus den dag, hvor jeg måske ønsker at skifte branche og måske gå efter direktørtitler eller bestyrelsesposter. Dér taler statistikkerne jo desværre sit eget tydelige sprog.

Hvad har du skulle huske dig selv på undervejs?

Jeg har skullet huske mig selv på ikke at tage modgang og kritik personligt. At fejle er menneskeligt og kan endda medvirke til at gøre én endnu dygtigere! Så det er vigtigt ikke at slå sig selv i hovedet med de nederlag, man møder, men i stedet se dem som en vigtig lærdom.

Har du et fagligt, kvindeligt forbillede?

Nej, det har jeg – desværre! – ikke. Men generelt beundrer jeg kvinder, og mænd, der formår både at vise styrke og lederskab, samtidig med at de viser deres sårbarhed. Skulle jeg pege på en person, der på alle måder har integreret de to sider af sig selv, er det Oprah Winfrey, der både har et eminent forretningstalent og samtidig et kæmpe, åbent hjerte. Sådan et menneske ønsker jeg også at være.

Hvorfor tror du, at kvinder ikke når til tops?

Hvis vi et øjeblik ser bort fra samfundsstrukturer og den stadig fortrinsvist mandsdominerede magtelite i forretningsverdenen, så tror jeg, at vi kvinder mangler modet til at tro på os selv. Og til at tage de benhårde valg, og fravalg, en topkarriere kræver. Vores urinstinkt fortæller os stadig, at omsorgen for andre kommer i første række og os selv i anden. Og hvordan vi kan kombinere dette urinstinkt med et moderne ligestillet kvindeliv, findes der endnu ingen nemme løsninger på.

 

0 Comments
Previous Post
Next Post