Kan der findes en Pippi blandt vores unger?

FullSizeRender-6

Nogle gange tænker jeg på, om vi holder for meget øje med vores børn? Jeg har set mig selv stå i tusindvis af timer på legepladser, og holdt øje med hvor sjovt ungerne har det, mens jeg ønskede mig en flyverdragt i voksenstørrelse og den største kop kaffe man kan forestille sig. Ungerne har det sjovt, og vi kigger på. Legeaftaler er et ord, som findes i det danske sprog, og som er noget vi voksne bruger flittigt. Ungernes fritidsaktiviteter, er noget vi kører dem til, planlægger for dem, og sørger for de kan nå i en ellers tætpakket hverdag. En hverdag, som vi selv pakker tæt, og kører familiekalendere for at have styr på. Vi er rigtigt gode til at planlægge hvad ungerne skal hvornår, og samtidig lever vi i et samfund og i en tid, hvor vi alle sammen godt ved, at det vi skal leve af i fremtiden er vore børns kreativitet. Jeg sender ikke mine unger ud at lege alene på Østerbrogade, og jeg stikker heller ikke en telefon i hånden på Elias og beder ham selv fikse hvor han skal være med hvem, hvornår. Det er sådan set ikke det. Det er meget svært at give plads til anarki, at grave sig ned under en busk eller at ryge en smøg som Pippi Langstrømpe. Vi ved hele tiden, hvor de er, hvad de laver, og med hvem. Nogle gange tænker jeg om vi i al vores kærlighed, og i al vores omsorg pakker dem ind i vat? For hvornår er det vi slipper dem løs, og lader dem selv klare sig? Lade dem begå fejl, løse deres konflikter og selv finde vej? Kommer det af sig selv når de er 14 og ikke orker os mere? Jeg tror i hvert fald at jeg for mit vedkommende skal øve mig i at give slip, og lægge initiativet i højere grad hos mine unger, frem for at facilitere fra øst til vest.

11 Comments
Previous Post
Next Post