Blogføljeton afsnit 2: “Hvis du går på arbejde, er du en overselvrealiserende type, der svigter dine børn”

I anledning af L’Oréal-UNESCO For Women in Science prisen som er blevet uddelt i mandags, sætter jeg sammen med en lang række danske kvinder fokus på om danske kvinder ikke vil til tops?

I forskningsverdenen er der meget få kvinder der tager den hele vejen (læs mere her), og netop derfor engagerer  L’Oréal sig. Modsat, hvad mange måske forestiller sig, så ligger der usædvanlig meget forskning i din shampoo, dine hudplejeprodukter og alle de lækre ting, du bruger hver dag. Derfor uddeler de hvert år i samarbejde med UNESCO den prestigefyldte pris. Projektet er globalt, og i Danmark får tre kvindelige forskere hvert år en pris på 110.000 kr. til deres forskning. Så, det er som sagt den fine anledning til Blogføljetonnen og i dag er det Anne Sophia Mygind Hermansen, der besvarer de fem spørgsmål.Anne Sophia Hermansen_foto

  Du kender hende måske bedst som skarp debattør og bloggeren bag ”Karrierekvindens bekendelser” på Berlingskes hjemmeside. Anne Sophia Mygind Hermansen er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og idéhistorie, har tidligere været pressechef for Alm. Brand, og er i dag tv-vært på DR2-programmet ”Godt sagt”. Privat er hun gift, har en søn fra et tidligere forhold og to bonusbørn.

Oplever du, at du er ligestillet?
Grundlæggende: Ja. Det eneste sted, jeg har oplevet regulær diskrimination, var i min søns vuggestue. Da hans far og jeg gik fra hinanden, var vi enige om at dele ham 7/7. Det fungerede fint – for os. Men pædagogerne havde travlt med at rose hans far for at kunne kombinere barn og arbejde. Det var så flot, så flot. Mig roste de ikke, selv om jeg hentede tidligere. I stedet undrede de sig over, at jeg ikke ville være mere sammen med min søn. Der blev konsekvent også ringet til mig, hvis han var syg, og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg svaret: Du er jo moren.

Hvad har været den vigtigste præmis for din succes?
At have sluttet fred med, at alle ikke kan lide mig. Jeg kan heller ikke lide alle mennesker. Antipati er sjovt nok en ret gensidig ting.

Hvad tror du, at dit køn betyder for dine faglige muligheder?
For mig HAR mit køn været en fordel. Hvis jeg havde været en mand, var jeg næppe blevet inviteret med ind i VL-grupper, lederprogrammer og paneler, hvor der i forvejen sad lutter skaldede hvide mænd. I mange sammenhænge er jeg blevet favoriseret på grund af mit køn, men jeg er også blevet inviteret igen og igen, så det handler nok ikke kun om mit køn, men også om, at jeg kan noget. I dag bilder jeg mig ind, at det ikke spiller nogen rolle. Jeg er også 42 år, og som de søde mennesker i Berlingskes kommentarspor skrev igen og igen: En aging Barbie, ingen gider knalde længere. Heldigvis gør min mand.

Hvad har givet dig selvtilliden til at klø på?
Min far gav mig engang et godt råd: Nolite te bastardes caborundorum. Det betyder noget i retning af: Lad aldrig bæsterne få krammet på dig. Da jeg begyndte at blande mig i den offentlige debat, oplevede jeg, at folk skrev de mest åndssvage ting til mig og endda dukkede op på min privatadresse om natten. Jeg var helt uforberedt på, at jeg kunne få tilsendt afklippede hestehaler og truet med sex og vold. Det var tæt på at tage pippet fra mig. Men jo mere folk gakkede ud og skrev, at jeg skulle holde kæft, desto mere fik jeg faktisk lyst til at fortsætte. For de skulle ikke få krammet på mig.

Har du et fagligt, kvindeligt forbillede?
Flere. Jeg begyndte tidligt at læse Fay Weldon – Praxis, Støvbold, den slags. I dag gider jeg ikke læse hendes bøger, fordi der er gået pølsefabrik i den, men jeg beundrede hende i 80’erne, og hendes bøger var med til at forme mit syn på flere ting, f.eks. vigtigheden af at have en uddannelse og sit navn på skøder og den slags. I dag har jeg stor respekt for kvinder, der bliver stående, selv om de får virkelig mange tæsk. Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg. De kvinder har været igennem shitstorme så store, at jeg nok var faldet død om, hvis det var mig.

Hvorfor tror du, at kvinder ikke når til tops?
Mig bekendt har vi en kvindelig statsminister, flere partiledere er kvinder, vi har en dronning og en kvinde i toppen af DR, TV2 og flere aviser. Det vil jeg kalde at nå til tops. Men det er rigtigt, at vi ikke ser mange kvindelige virksomhedsledere og derfor ikke mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Vi ser så heller ikke, at over 20% af pigerne går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter, som det er vilkåret for drengene. Jeg tror, at vi kommer til at se en større andel af kvinder på fremtrædende poster i virksomheder den dag, vi for det første opgiver ejerskabet over vores børn, dvs. lader mænd tage barsel og barnets første sygedag – og for det andet holder op med at punke de kvinder, der stikker ud og træffer andre valg end gennemsnittet. Sagt mere skarpt får vi ligestilling på arbejdsmarkedet, når vi får ligestilling i hjemmet, og den dag vi holder op med at holde hinanden nede med, at ”du er jo moren”.

Vi har længe bildt os selv og hinanden ind, at mænd er de vildeste undertrykkere, men måske skulle vi kigge lidt på os selv. Meget mere undertrykkende end noget patriarkat er det sekteriske moderskab, som mange kvinder forsøger at skamme hinanden ind i. For eksempel: Hvis du går på arbejde, er du en overselvrealiserende type, der svigter dine børn. Nej, jeg har bare regninger, der skal betales. I min verden må kvinder gerne gå derhjemme og langtidsamme deres børn, det er helt sikkert dejligt og rigtigt for dem, men jeg har valgt at indrette mit liv anderledes og er ikke først og fremmest mor, men menneske og dernæst mor.

8 Comments
Previous Post
Next Post