Fra Moderskabet: Om At Være To (steder på en gang)

Mine to unger er 7 og 3,5. De er hvert sit sted i hvert sit liv, som leves sammen, men også med hele universer, der er deres hver for sig og helt alene. Tit opdager jeg kun at der er de to universer, når de støder sammen, når kometerne ramler og alt går under i gnister og stjerner der eksploderer, og nogen vil have det den ene har, og andre under ingen omstændigheder vil have noget at gøre med det den anden elsker denne uge. Andre gange er der harmoni i forskelligheden; en harmoni, hvor rytmerne passer, hvor alt er godt og rent og rigtigt og hvor den store drengehånd, holder den lille i sin.

Søskendeskabet står ikke stille, og det rumler og rasler og flytter sig. Det jeg ønsker mig mest for mine unger, er at de om tredive år har lyst til at tale sammen hver dag, har lyst til at kende hinanden og hinandens liv. At de vil følges ad. At de forstår at konflikterne findes, og at man ikke skal være bange for dem, og at vi – Johan og jeg – har lært dem det. At stå midt i konflikten og stadig holde hinanden i hånden, stadig elske hinanden, som kun søskende kan, stadig være hinandens i det levede liv. Jeg tror det er det, det handler om, når man får flere børn end ét: Ar opdrage ud fra at man kan være som sol og måne, men stadig rumme hinanden, og stadig have hinandens ryg og hånd. Også når det kræver ar man som forældre er to steder på en gang.

3 Comments
Previous Post
Next Post