100året: Min Grundlovstale (Om Bryster, Beyoncé og Retten til at bruge sin stemme)

Det har været en meget stor ære for mig at blive spurgt om jeg ville bidrage til fejringen af 100året for kvindernes valgret. Det har jeg gjort sammen med 99 andre danskere. Mit bidrag er denne tale, som jeg håber du har lyst til at læse. Du kan følge med i projektet og læse de øvrige taler efterhånden som de bliver publicerede her:

Grundlovstale

Retten til at tale, frem for at tie i forsamlinger – som Paulus foreslog kvinder burde gøre – er hårdt vundet.

Det samme var valgretten. En bred vifte af andre rettigheder, er heller ikke kommet dumpende ned i kvindernes skød, men er blevet tilkæmpede: som for eksempel retten til eget cprnummer, eller retten til egen indkomst og råderet over den, og endnu et eksempel: Retten til at få børn, med eller uden en mand.

Der er intet af dette, der er kommet af sig selv. Alt har vore mødre, mormødre og formødre kæmpet for, og alt det er vores arv. Det er den faste grund, vi har under vore fødder i dag.

Jeg er del af en generation af kvinder, der er den første generation, som er vokset op i et samfund, hvor det meste af det vi i dag forstår som basale rettigheder, var sikret os af nogle andre (kvinder). Jeg er del af generationen der tæller flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser, og del af generationen, der kender begrebet tabermænd. Jeg er del af generationen, som ikke tror på at noget nogensinde kan blive taget fra os igen, og del af den generation, der tror på at vi har SÅ meget ret til det hele, at vi ikke mere behøve at stå fast, holde fast, være faste – sammen – for at beholde det. Min generation af kvinder mente at feminister var usexede indtil Beyoncé gjorde feminisme til sit helt eget ord.

Min generation af kvinder mente at søstersolidaritet var en saga blot, lidt kikset så meget som at tale om, fordi vi er generationen, der er opdraget med at vi selv må tage ansvar.

Du er alene, har vi lært. Ingen passer på dig. Hyt dig selv. Sørg for dig selv, og drop alle forældede tanker om solidaritet. Lige indtil popkulturen trådte til og superstjernen i tyverner, skuespilleren, instruktøren og forfatteren Lena Dunham, mindede os om, at kvinder også kunne passe på hinanden. At kvinder kunne have hinandens ryg, selvom de er forskellige, selvom de er højlydt forskellige. Med lyd og stemmer og usikkerhed og det hele. Fordi vi tror vi selv har hele ansvaret, mener vi også at andre bør tage hele ansvaret. Derfor mener min generation af kvinder stadig at ligestilling er noget man selv må sørge for at have. Et gryderet man selv må røre i derhjemme. Og derfor skal tvungen barsel til fædre end ikke overvejes. Desværre.

Jeg er del af en generation af kvinder, der skal passe på. Vi står på en arv af tilkæmpede rettigheder, som vi ser som en selvfølge. Vi tror vi har ”ret” til noget, men al historie viser, at vi kan miste rettigheder så snart vi holder op med at kæmpe for dem.

Jeg er nemlig også del af en generation af kvinder, der tror at kvindeligheden sidder i andres perception af os. Vi tror på det de andre siger mere, end vi tror på de vi selv tænker. Og vi tror på at andres dom over os er den eneste sandhed. Derfor er vi begyndt at tie i forsamlinger igen. Vi er trådt ind i den flinkeskole vore mødre trådte ud af, og lever nu i en form for konsensuskvindelighed, hvor ingen højt siger til eller fra hvis de er uenige. Man holder uenighed for sig selv, og stikker i næsen for langt frem, for jobsne hænger ikke på træerne og der er heller ikke nogen grund til at larme for meget. Og stikker du numsen frem får du taget din temperatur, som en kvinde sagde til mig engang. Nu er det jo sjældent sådan at en debat begynder med at man smider bukserne, men måske er det netop dét vi frygter? Vi, kvinderne i min stille generation? Ingen forlader kaffebordet før alle er enige, og ingen råber højt om at vi, den mest veluddannede generation af kvinder til dags dato, skal forlade fødegangen inden barnet er lagt til ved brystet? Den mest basale af alle de rettigheder, vi som kvinder kan tilkæmpe os: At føde vore børn i ro mag, har vi i konsensuskvindelighedens navn ladet glide os af hænde. Vi taler ikke nok om det til at ændre verden, og vi gør ikke noget for at ændre vore egne og vore medsøstres omstændigheder. Hellere være stille. Være enige. Hytte vort eget skind. For vi vil endelig ikke larme, med mindre vi er Beyoncé, og vi må endelig ikke stikke numsen frem. Eller tage brysterne ud, når vi ammer. Nogen kunne jo se det, tage anstød, og nogen kunne opdage at vi var kvinder. Med bryster. Hensynsbetændelsen er opstået igen, og kvinder skal være stille. Vi kuer os selv, sætter vores lys under en skæppe så stor som vi kan grave den op fra 1800tallets kvindesyn, og sætter os godt til rette under den. Så vi endelig ikke taler for højt. Så vi endelig ikke larmer. Så vi endelig ikke fylder, eller taget ordet fra nogen, som måske har mere brug for det end os. Det vigtigste er nemlig at være enige, at undgå at vi træder hinanden over tæerne.

Vi står på en arv, som vi skal passe på, vi ikke træder under jorde. En arv, så guldrandet som vores, er en vi skal dyrke, gøre stærkere, større, vigtigere, så vi kan give den videre til vores børn. Vi skal ikke spille den op i ligegyldighedens og konsensuskvindelighedens casino. Vi må gøre noget – vi må være til, tage vores plads og sige fra. Og gøre noget, som ingen troede muligt, inden vi har mistet vores stemmer. Vi har vundet retten til at stemme, det vigtigste er nu at vi bruger vores stemmer så vi rent faktisk får sagt noget, der er værd at lytte til. Uanset, om kaffekopperne klirrer, røven bliver kold og hensynsbetændelsen helbredt. Vi HAR stemmer.

9 Comments
Previous Post
Next Post