Indbydelse til fest + Interview: Hvornår bliver vi færdige med vores forældre?

Skærmbillede 2015-04-20 kl. 15.29.32

Nogle gange plejer jeg at joke med, at det vi helst vil tale om, er os selv, og derefter vore forældre. Det passer heldigvis ikke helt, men hvor vi kommer fra, tror jeg ganske ofte har stort indflydelse på, hvor vi tror det er muligt at gå hen.

Det er noget af det, der indgår i Tarek Omars og Johan Forsbys debutroman, Sønner af mænd. Ja, sidstnævnte er ham jeg er gift med (whooop!) og også kendt som Jooks. De to, altså Tarek & Johan lader sig interviewe af den enestående Ditte Giese på fredag – det kan du melde til til her – og derudover spiller Johan en lille akustisk koncert.

Det bliver med andre ord en fest.

I dén anledning, og fordi deres bog er intet mindre end fantastisk (havde jeg fået lov til at anmelde den i Femina havde jeg fortalt at det er en roadmovie, møder en generationsroman, hvori der blandes en dannelsesroman, lidt kærlighed og en lille smule klassekamp pakket ind i intelligens, fis, ballade og et skarpt blik for dialog og plot – desværre mente de at jeg er en anelse forudindtaget…), har jeg interviewet Tarek & Johan:

 

Tarek: Hvad handler Sønner af mænd om?

Sønner af mænd er en roman om tre unge mænd: Salahdin, Victor og Malthe.

Vores tre hovedpersoner er vidt forskellige, men alle produkter af tilværelsen i et konkurrencesamfund, hvor man løber for at blive stående på stedet.

Salahdin er uddannet sygeplejer og arbejder på Riget, men hans forældre fortæller alle på Nørrebro, han er læge.

Dernæst er der den psykisk syge Victor fra Børkop, der står til at overtage sin fars skisportsforretning Børkop Alpin. Vi møder ham i det øjeblik, han er færdig med at afsone en behandlingsdom.

Og den tredje er mønsterbryderen Malthe, som kommer fra en arbejderfamilie fra Ballerup. Han er den første akademiker i familien, men også den eneste arbejdsløse. Han bor i sin afdøde mormors lejlighed på Østerbro.

Ved et tilfælde mødes de tre, og – uden at afsløre for meget – så ender de med at træffe en drastisk beslutning i fællesskab på en parkeringsplads i Børkop…

Johan: Hvilken rolle spiller fædrene, mændene, til de tre hovedpersoner?

Fælles for dem alle er, at de stædigt holder fast i, at deres vej er den rigtige. De spiller hver især forskellige roller, men overordnet kan man sige, at det, der adskiller dem fra deres sønner, er, at de har defineret sig selv som mænd i en anden tid. En tid, hvor det at blive mand var noget, alle blev, når de fyldte 18. Vores hovedpersoner skal selv definere, om de er børn eller voksne, drenge eller mænd – i vores tid er det ikke de ydre strukturer, der giver dig din identitet – det er ene og alene op til dig selv. Derudover spiller fædrene en afgørende rolle i vores hovedpersoners selvbillede. Og det pudsige her er, at det ikke fra start var fokus for bogen at beskæftige sig med vores hovedpersoners forhold til deres fædre, men i beskrivelsen af hovedpersonerne begyndte fædrene naturligt at spille en større og større rolle. Måske netop fordi at vi møder vores hovedpersoner på et tidpunkt, hvor de er ved at blive voksne – og det, der måske definerer, hvornår man er voksen, er måske, når man kan se sin egen far klart og aktivt vælger at definere sig selv hen imod eller væk fra ham.

Tarek: Hvornår bliver vi færdige med vores forældre?

Forfatteren Paul Auster skrev engang, at man ikke ophører med at hungre efter faderkærlighed, selv ikke når man er voksen. Og han har ret.

Jeg tror aldrig, vi slipper fra vores forældre – ikke kun fædrene.

Det er ikke kun et spørgsmål om anerkendelse, men i højere grad de sjælemærker, som de giver os gennem de første relationer, sprog, opdragelse og forventninger, som er medvirkende for måden, vi forstår os selv og møder verden på. Og det er både på godt og ondt. For selvfølgelig kan vi i dag droppe den fysiske forbindelse til vores forældre, men vi vil altid bære på noget fra dem, en slags rester fra opvæksten.

Det virker nærmest instinktivt. Sidste år døde min mor af kræft, og jeg husker især, hvor ofte hun talte om sine forældre i de sidste dage, som vi havde sammen, inden hun åndede ud. Mine bedsteforældre bor i Syrien, så de havde ikke mulighed for at rejse til Danmark. Alligevel spurgte hun efter dem, hver gang hun vågnede. Det var et helt særligt rum, som min mor søgte ind, hvor hun følte sig tryg, og hun glemte døden.

Johan: Mener du, at mænd har et andet forhold til deres forældre end kvinder har?

Ja, helt klart. Jeg tror, at kærligheden er ens, men én af forskellene, jeg har oplevet, er graden af og tidspunktet for løsrivelse. Som dreng brugte jeg meget af mine teenagetid på at løsrive mig fra mine forældre – og det tror jeg sådan set også, at piger gør, men forældre til drenge har måske en tendens til at give hurtigere slip og acceptere deres barns selvstændighed. Hvor forældre til kvinder, og her særligt fædre, meget sent, hvis nogensinde, stopper med at se deres datter som deres lille pige. Og det kan naturligvis ikke undgå at påvirke pigerne/kvindernes relation til deres forældre. Det handler jo også om opdragelse, men jeg kender flere kvinder, som stadig i en eller anden grad har svært ved at slippe pligtforholdet til forældrene – ’den gode datter’ bliver bare ældre end ’den gode dreng’.

Tarek: Hvad er særligt ved jeres generation af mænd?

Vi kan i langt højere grad end for 50 år siden vælge, hvilken slags mænd, vi gerne vil være, hvor mænd tidligere fulgte i deres fædres fodspor religiøst, politisk og professionelt. Den frihed kan være overvældende.

Var din far socialdemokrat, jamen så stemte du også på S. Var din far skomager, jamen så blev du nok også skomager. Men så kom 68-opgøret og den autoritære far fik pludselig modstand – med rette. Ingen af sønnerne tog magten på sig, fordi de ville være antiautoritære og mere nærværende. Det fik stor indflydelse på familien, der blev demokratiseret. Hopper vi frem til i dag, kan vi se, at mange af de gamle identitetsgivende og samfundsbærende institutioner som kirken, fagbevægelsen, partierne og dagbladende mister opbakning. Hvor søger man så sin identitet henne? Så mænd har i dag fået langt flere friheder til at definere dem selv. Men alt for mange valg kan også skabe følelsen af utilstrækkelighed, angst og retningsløshed – især hvis man vælger forkert i en tid, hvor fejl og mangler alene falder tilbage på en selv.

Johan: Hvad er det vigtigste at lære sine børn – og hvorfor? Hvad mangler jeres hovedpersoner at lære af deres fædre?

I min optik er kærlighed og tryghed det vigtigste, man kan give sine børn. Jeg håber aldrig, at mine børn bliver i tvivl om, at de er elsket. For føler man sig elsket, tør man at tage større chancer i tilværelsen. Hvis man ved, at der altid er en tryg base, er sandsynligheden for, at man rykker ud på eventyr, større. Og det vil jeg virkelig gerne give videre til mine børn. Lysten og forståelsen af, at de kan, hvad de vil, så længe det ikke går ud over andre.

Noget af det, som to af vores tre hovedpersoner mangler, er at deres fædre tager dem alvorligt som voksne. Altså at de nivellerer deres forhold, og dermed også åbner op for mulig kritik. At de åbner op og forklarer, hvorfor de i tidens løb har truffet de valg, de har, og ikke længere bare udstikker holdninger som absolutte sandheder men som mulige veje at gå.

Tarek: Planlægger I at skrive en bog mere? (Og her spørger jeg naturligvis også for at finde ud af, hvor mange weekender I skal sidde i Berlin / sommerhuse / kolonihaver, de næste tre år.)

Vi har dedikeret bogen til vores unger, men den er i ligeså høj grad til dig og min hustru, fordi I har fundet jer i os, når vi gravede os ned i skrivebunkeren. Tak!

Vores samarbejde er helt sikkert ikke færdigt! Nu skal vi først rundt i landet og holde en del oplæg og oplæsninger på gymnasier, boghandler og biblioteker, og vi glæder os til at møde vores læsere.

MELD DIG TIL ARRANGEMENTET PÅ FREDAG HER.

annonce_pol

1 Comment
Previous Post
Next Post