Overvejelser om Hverdag, Utroskab & Huslighed. (Gave Til Dig: Tove Ditlevsens Flugten Fra Opvasken)

Skærmbillede 2015-03-13 kl. 12.54.40

Dette er forsiden på et helt fuldstændigt fantastisk værk (læs mere her), der udkommer på Gyldendal i dag, nemlig en stor samling såkaldt glemte tekster fra Tove Ditlevsens hånd. Der er hverdagsovervejelser, små tætte tekster og brevkassesvar, og alt muligt andet godt fra den begavede dames hånd. Tove Ditlevsen er en af de forfattere, vi alle kender, men få af os har læst rigtigt. Eller i hvert fald grundigt. Hun skriver så tårerne flyder og smøgerne tænder sig selv, og hun skriver så den dybeste blå melankoli møder den letteste, den mest flygtige sommerhimmelblå. Hun skriver vidunderligt. Og hun skriver til, for og om kvinder – og deres, hendes og vores, hverdag. Måske derfor er hun ikke prisbehængt og måske derfor har hun aldrig helt fået den litterære hæder der tilkommer hende. Fordi kvindelivet den gang og i dag, i al dets trivialitet, kan synes så… hverdagsagtig.

Men her i stuen hyldes hverdagen, og de mænd og kvinder, der lever den. Og netop derfor er jeg SÅ stolt af helt ekstraordinært at have fået lov til at bringe et uddrag fra bogen, som er et must på dit natbord. Hvis du undrer dig over at der flere gange i indlægget her står, at det er bragt med tilladelse fra Tove Ditlevsens arvinger, så er det fordi, at det er det. De passer nemlig godt på deres Tove. Og nu igen, bliver hun også lidt vores, og viser med sine tekster at der findes nogle forhold, nogle omstændigheder, som ingenting har at gøre med generationer. Opvasken løber nemlig ingen steder.

Læs essayet: Flugten fra opvasken nedenfor, og nyd de kunstneriske fotos af medlemmer af teatergruppen Sort Samvittighed som netop nu er aktuelle med forestillingen Tove Tove Tove. Fotosne er del af bogen, som udkommer i dag.

 

Sort Samvittighed ved arbejdsbordet side 44 foto Sofie Amalie Klougart

 

Flugten fra opvasken

Når man betænker, hvor mange hjerteskærende sukke der dagligt udstødes under afviklingen af en opvask, hvor mange bitre stridig­heder opvasken udløser mellem ægtefæller verden over, mellem mor og børn, far og børn, eller børnene indbyrdes, og hvilke uover­lagte handlinger disse stridigheder kan føre med sig, så er det vir­kelig mærkværdigt, at denne oldnordiske familiekloak er blevet så skødesløst behandlet i litteraturen, både i poesi og prosa. Eliot lader det ganske vist rasle med tallerkener fra kælderkøkkener, når han vil frembringe en trøstesløs stemning, men det er kun et symbol, ligesom det ikke er af interesse for blikkenslagerne, når han skriver om rustne vandrør. Når det drejer sig om opvask, ved mænd i det hele taget ikke, hvad der er tale om. De kender den af navn, men anser det ikke for vigtigt at sætte sig ordentligt ind i, hvilke rædsler der i realiteten skjuler sig under begrebet. Dette er altså i beklage­ligt bogstavelig forstand en kvindesag.

I en novelle af Katherine Mansfield optræder en ‘litterær herre’, som undrer sig over, at alle spørger, hvordan han klarer sig med det huslige, eftersom han er ungkarl. „Det er meget ligetil,“ svarer han, „man lader bare det hele flyde, og så lejer man en gammel kælling til at gøre i stand to gange om ugen.“

Alle kvinder ved, hvordan en lejlighed ser ud, når en mand bare en enkelt dag har ‘ladet det hele flyde’. Men hvordan ser manden ud, han, som sidder midt i rodet, fredeligt læsende og bakkende på sin aftensnadde? Han ser glad og tilfreds ud, ingen sky formørker hans pande, for ingen omhyggelig mor har nogen sinde banket ind i ham, at han bør føle sig brødebetynget og udstødt fra alle ordent­lige menneskers agtelse, bare fordi man må sparke en hoben tom­me konservesdåser til side for at få entrédøren åbnet, fjerne et par malpropre unævnelige plus en halv årgang af ‘Mandens blad’ fra den mindst tildækkede stol, før man sætter sig på den, og samtidig passe på, man ikke stikker foden i den suppeterrin, han anvender som askebæger. Han føler ingen trang til at undskylde sig over for gæsten, retter ikke nervøst på håret med en lille anstrengt latter: Tænk, jeg har forvredet foden, det er derfor, her ser så rædsomt ud! Kun en pludseligt opstået invaliditet ville kunne redde en kvinde ud af samme situation med sit huslige ansigt i behold. Desuden har alle mænd, gifte såvel som ugifte, forstået at indrette sig sådan, at der på et eller andet tidspunkt dukker et kvindeligt væsen op, som tager sig af det hele; en ‘gammel kælling’, en hustru, en mor, en elskerinde, en værtinde. Der er altid et hunkønsvæsen parat til at muge ud under en mand, som er doven og sjusket og upraktisk, mens en kvinde med de samme egenskaber fordømmes af samtlige sine medsøstre.

Men for at vende tilbage til selve opvasken, så dukker den op som et uundgåeligt faktum i alle familier hele året rundt hver eneste aften ved halvsyvtiden, efter at dagens store måltid har fundet sted. Den viser sig i reglen ved, at alt, hvad man ejer af porcelæn og glas, gryder og pander, gafler, skeer og knive, dækker hele køkkenbor­dets flade, så langt øjet rækker, og at alt er fedtet, klistret, fyldt med madrester, kort sagt afskyeligt.

I dette øjeblik passerer hele en husmors liv revy for hendes indre blik, ligesom hos en druknende. Hun synes, det har været opvask alt sammen, og vage flugtplaner krydser hendes tanker. Noget med at ‘rende fra det hele’ i lighed med de større børn, der pludselig er som sunket i jorden. Men da det nu ligger sådan, at hun ingen steder har at rende hen, nøjes hun med at flygte ind i stuen, hvor ægtemanden fromt sidder gemt bag sin avis, ventende på aftenkaf­fen. Hvad er det egentlig for et fremmed menneske, hun har giftet sig med? Han forstår hende overhovedet ikke, de har ingenting at tale om, og hvad hun nogen sinde har set i ham, er en gåde. Måske kommer hun i tanker om et tilfælde af utroskab, der for længst er glemt og tilgivet, men velegnet til at starte et opgør med, ellers er der mange andre temaer, der kan anvendes til at forhale tiden lidt.

Men belært af erfaringerne, som er bitre og talrige, kan det også være, hun tier stille og bare sidder og stirrer tomt frem for sig. Hvis manden nu løfter blikket fra avisen, hvori han omsider er nået frem til dødsannoncerne, vil han opdage, at hans kone ser ti år ældre ud, end hun er. Det gør alle kvinder, der har en opvask stående urørt ude i køkkenet. De får et ganske bestemt resigneret drag om mund­vigene, som om store sorger er faret hen over deres tilværelse, og de har set og hørt mere her i livet, end godt er. Deres skuldre synker sammen, og de er midlertidigt berøvet ethvert spor af kvindelighed. Øjnene er glansløse og fjerne, hænderne hviler apatisk i skødet, for­vandlet til blot og bar redskaber.

Svigtet og forladt sidder hun der, mens oprøret ulmer i hende. Hun tænker på alle de tilfælde, hun kender, hvor det vitterligt er lykkedes kvinderne at flygte fra opvasken. Ikke bare hen til en opvask et andet sted, men planlagt, målbevidst og ofte for tid og evighed. Det er ikke nok at være ‘udearbejdende hustru’ i almin­delighed; som sådan kan man slippe for børnepasning, rengøring og madlavning, forudsat at man har en temmelig god indtægt, der tillader én at holde formiddagshjælp, men opvaskens problemer er ikke løst med det. Uvist af hvilken grund kan man jo ikke være be­kendt at slippe en rengøringsassistent ind ad døren, medmindre de mest iøjnefaldende tegn på familiens færden først er fjernet. Også de selverhvervende må altså vaske op om aftenen, eventuelt bistået af en mand, der står og svinger viskestykket på skrømt, mens han belærer dem om, hvor rationelt man kunne gå til værks, hvis ikke kvinderne var så reaktionære og fyldt med traditioner, f.eks. over­hælde hele redeligheden med kogende vand, lade det stå og små­snurre over gassen et par timer og derefter sprede det ud over hele lejligheden, til alt var tørret af sig selv, og lignende åndssvage råd.

Men som hun sidder og grubler, kommer hun måske i tanker om en slående og enkel sandhed, der sender et pludseligt lys ind i det mørke, hendes sjæl er indsvøbt i: Den flugttendens, hun kender fra sig selv, er jo netop opvaskens positive og velsignelsesrige side! Hvorfor, tænker hun, røber alle betydelige kvinder (blandt andet i avisernes interviews), at de ikke kan udstå at vaske op? Fordi, svarer hun sig selv, deres modvilje har været så usædvanlig intens, at de har været nødt til at blive ‘betydelige’.

Der sad engang en kvinde ved navn Jane Austen i en præstegård i England. Hun skrev den ene glimrende roman efter den anden, og derudover ved man ikke andet om hende, end at hun altid arbejde­de i familiens dagligstue og en gang imellem med spagfærdig røst bad om at få en dør smurt, som knirkede, når den blev åbnet. Man kan udmærket forestille sig hendes mor hen ad dagens kritiske tids­punkt stirre fra den flittigt arbejdende Jane til hendes ubeskæfti­gede søstre og derefter sende en af de sidstnævnte ud i køkkenet. Ganske vist har der uden tvivl været en tjenende ånd på stedet, men som bekendt var det også dengang skik at opdrage unge piger til huslighed.

Intet menneske går i lag med et arbejde, der er det vederstyg­geligt, hvis det på nogen mulig måde kan blive fri. Kvindesagens første pionerer har alle været fortropper i flugten fra opvasken, denne underjordiske bevægelse, som i tidens løb har jaget masser af panikslagne kvinder over i kunsten, i videnskaben, journalistik­ken, kommunismen, og i strømme sendt dem ud over landet som foredragsholdere, fredsduer, varme forkæmpere for fremmede fol­keslag, med hovedet fuldt af store planer om børnebegrænsning i Indien og havregryn til guldkysten.

Der er nemlig tre ting, som kan få de fleste mænd til at tage op­vaskens åg på sig eller finde sig i, at budgettet belastes med noget så luksuriøst som en husassistent. Den ene er ganske ligetil, at deres kone har formue eller udsigt til en betydelig arv. Den anden, at hun er indehaver af en eller anden form for talent, lige meget hvilket, lige fra porcelænsmaling til den højeste digteriske eller sceniske ud­foldelse, dog skal det naturligvis først være anerkendt udefra. Og den tredje er uselvisk optagethed af en ‘sag’, mange flygtendes ene­ste redning, som i grunden kun forudsætter en vis portion reel vi­den samt den talefærdighed, alle kvinder ejer i vuggegave; den skal bare kultiveres og ledes ind i en bestemt bane, så går det hele som smurt. Flugten er i fuld gang, og da menneskets evne til at føre sig selv bag lyset er utrolig, ved kvinden i løbet af kort tid slet ikke, at der er tale om nogen flugt, og da slet ikke fra noget så ligegyldigt som opvasken! Hun har fået et kald, hun ser længere end til sin egen næsetip, og hendes hjerte strømmer over af medfølelse for alle jordens ulykkelige skabninger, større, jo længere de befinder sig fra landets grænser, mærkeligt nok – –

Mange frugtbare inspirationer har foldet sig ud i kvinden, når den huslige elendighed, symboliseret i den tårnhøje opvask, hvi­ler som en uafrystelig byrde på hendes forpinte sind. Hun hører de flygtende fodtrin ned gennem tiderne, og som lysende stjerner ser hun de store kvindeskæbner springe frem på hverdagens grå himmel. Da begynder et eller andet sin vandring i hendes hjerte, for engang ville hun noget andet og mere med sit liv end opvask, sådan som de fleste mennesker i grunden engang har villet noget andet end det, de ender med. Og pludselig ser hun, at der er masser af ting at tage fat på og masser af ubrugte muligheder i hende selv. Det gælder bare om at vælge noget, der med lidt behændighed lader sig putte ind under de to acceptable begreber: talent eller ‘sag’. De magiske ord, som endelig kan få droget til at lægge avisen fra sig og sjokke ud for at sætte vand over. Så må man bare håbe, han ikke en dag bliver besat af den samme flugttendens, for som før bemærket er der det nederdrægtige ved det, at der altid er en kvinde parat til at tage sig af en mand, hvis kone er rendt fra opvasken.”

Tekst bragt med tilladelse fra Tove Ditlevsens arvinger.

Læs mere om bogen her.

Sort samvittighed - Tove til tørre side 114 foto Sofie Amalie Klougart

Foto: Sofie Amalie Klougart

Tekst: Tekst af Tove Ditlevsen bragt med tilladelse fra T.D.´s arvinger.

Indlægget er ikke sponseret etc.

7 Comments
Previous Post
Next Post