København

IMG_8889

Elias og Sofus leger sommer på stranden på Tårnlegepladsen. Her var vi i en times tid i går eftermiddags, og havde det så hyggeligt, koldt og sjovt sammen. Elias var den perfekte storebror, som tog lillebror på skødet på den store rutsjebane, og holdt ham i hånden ved gyngerne. Alt var idyl. Vi undrede os over de mange sirener og udrykningskøretøjer da vi gik hjem.

22 minutter efter jeg tog dette billede blev der åbnet ild ved et debatmøde på Krudttønden, ikke langt fra legepladsen.

Og jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, eller hvem jeg skal sige det til. For det meste bliver til platheder i lyset af en tragedie som den i går. Men chokket sidder i brystet, og hjertet brister ved tanken om de familier, der er blevet berøvet dem de elsker, ved tanken om de sårede mennesker, der skal finde vej ud i livet igen. Det bør ikke komme som en overraskelse at der sker terror i Danmark, hørte jeg Mette Frederiksen sige. Og nej. Det er ikke overraskende. Men det er grusomt. Det er grusomt at freden er væk, at roen, trygheden og tilliden ikke har grobund her mere, og det er hæsligt at vide at ét menneske, kan gøre os alle så bange.

Jeg vil ikke være bange. Men jeg er det. Jeg vil ikke lade mig kue, eller lade være med at gå til et debatmøde. Jeg vil ikke holde op med at tænke, skrive og sige, hvad jeg mener. Men mine børn behøver ikke stå ved siden af, når jeg gør det. Er det at være bange? Måske. Det er i hvert fald noget andet end at have tillid.

Når det så er sagt, så handler alt dette ikke om dig eller mig, eller vores. Det handler om fællesskabet. Om at vi ER et fællesskab. Og om at vi tænder lys i mørket sammen, når vi står ved det fællesskab, og om at holde fast i at have modet til at lukke andre ind i det.

5 Comments
Previous Post
Next Post