Stjerner, Alfreds Underbukser, Vinterferie & Brandts Klædefabrik

IMG_6828

I går var jeg modig, og tog med halvskøj Sofus, voldsomt frisk Elias og dennes lige så friske Bedste Ven Alfred til Odense. Vi tog toget om morgenen, og planen var en tur på Brands Klædefabrik, en aflevering af Sofus til Bedste Karen, og så hjem i ro og mag. Sofus skulle nemlig på ferie hos Bedste Karen alene, og trods en uge med feber og snot, insisterede han på at DET VILLE HAN. Så jeg tog ham på ordet og tog på udflugt. Bortset fra at der hele tiden var nogen der skulle tisse, at de var sultne på forskellige tidspunkter, at Sofus fik ca 18 nedsmeltninger, og at der edderrøvme er langt til Odense i et tog, når man glæder sig så meget at det gør ondt, så gik det faktisk godt. Elias og Alfred er så store nu, at det på ingen måde er et problem med dem. De er næsten helt selvkørende, og kan lave og holde aftaler, men mixet mellem dem og en lillebror, der bare gerne vil følge med, kan være lidt hårdt.

Brandts Klædefabrik i Odense laver hvert år en sanseudstilling. Ind i mellem er den lidt so-so, men i år er den fuldkommen magisk. Den glemte have, hedder udstillingen, og man træder virkelig ind i et eventyr: Grønne bakker, man kan tumle på, en stjernebesat lyslabyrint, der får alt hvad der er hvidt til at skinne (se Alfreds underbukser – Det brækkede de to store sig nærmest af grin over (se nederst)), og små huse, man kan kigge ind i eller gå ind i og opleve forskellige ting, som spejle eller en indendørs storm. Helt fantastisk, og meget smukt, og en stor oplevelse at dele med sine unger.

Udstillingen løber til den 5. april 2015, og så kan man faktisk tage to unger gratis med på en voksens billet med DSB.

IMG_6827

IMG_6817

IMG_6820

IMG_6822

 

5 Comments
Previous Post
Next Post