Bliver det figurativ keramik?

IMG_6726

Det har været den fineste weekend. Og helt ærligt også en af de hårde. Det vigtigste først: Sofus er blevet rask. Endelig. Efter næsten fire døgn med så høj feber at jeg selv som rimelig rutineret forældretype blev forskrækket, begyndte det endelig at lette i går aftes.

Nætterne har været storslemme, og jeg har helt glemt, hvordan de er, når de handler om at vågne hvert tyvende minut, og i går, lørdag kulminerede det så. Jeg tågede rundt, og forsøgte at få mig selv til at hænge sammen ved at snige en lur ind hver gang det kunne lade sig gøre. Det samme gjorde Johan, og så tumler man ligesom igennem dagen lidt krøllet og fedtet og underdrejet med RÅ mængder af kaffe og sukker som krykker. Mod mine egne lavthængende forventninger nåede jeg alligevel at bage og fikse til Elias fødselsdag for klassen i dag. Som var god og hyggelig og sjov.

Her til aften læste jeg godnathistorie for ungerne mens Sofus faldt i søvn, og Elias lyttede, og lige der i smørhullet mellem ungerne gik det op for mig, at noget af det vildeste for mig som forældre, er at blive revet rundt med og af dem. For der går ikke en dag uden at vi krammer, kysser, råber, danser, slår i bordet og siger stop. Det hele er der; der er ro og der er larm, der er kys og der er kram, og der er forhandlinger, og tydelige ja-er og nej-er. Det hele er der simpelthen. Hvad gør man mon egentligt af alle de store følelser, når ungerne flytter hjemmefra? Slukker jeg så for min indre italiener eller begynder jeg på figurativ keramik? Et eller andet sted må det vel sidde, alt det vilde, man bruger med ungerne? Eller sover man så meget at man kommer totalt i balance? Faktum er at jeg faktisk kan lide det sådan her, og at så længe det er med mine to lækre unger, med Johan, med højt til loftet og med kaffe til, så elsker jeg det her.

7 Comments
Previous Post
Next Post